Opladning af elbiler: ”Det danske marked trænger i den grad til konkurrence”

FDM mener, at der er for lidt konkurrence, når elbilister skal lade Teslaen op.

Jimmy Lerche kører omkring 50.000 kilometer om året i sin Tesla. Han har kørt elbil i tre år. (Foto: Thor Bill © (c) DR)

Jimmy Lerches elbil er sort, sporty og af mærket Tesla. Den kører dagligt mellem Faxe og Stevns i det sydøstlige Sjælland. Når bilen løber tør for strøm, bliver den enten ladet op hjemme hos Jimmy Lerche eller ved en ladestation.

Bilister, der kører benzin- og dieselbiler, har masser af valgmuligheder, når bilen løber tør for brændstof.

Uno X, Q8 og Cirkle K er blot nogle af de tankstationer, der kæmper på prisen om bilisternes penge, når bilen skal fyldes op.

Men hvis du kører elbil, er markedet i øjeblikket domineret af to store aktører med ladepunkter, nemlig Clever og E.on, Og det er for lidt, mener FDM.

- Det danske marked trænger i den grad til yderligere konkurrence, fordi vi kun har to store spillere på markedet, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.

Både Clever og E.on tilbyder abonnement på ubegrænset ladning, men med kun to store aktører er der ikke nok konkurrence på prisen, mener forbrugerøkonomen.

- De to konkurrenters priser ligger meget op ad hinanden, så for forbrugerne er det ikke priserne, der er afgørende, men om de har en ladestation i nærheden der afgør, hvilken udbyder de vælger.

Der er for lidt konkurrence, når det drejer sig om ladestationer med kun to aktører på markedet, mener FDM. Her er det elbiler og en ladestander i København. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Prisen på et abonnement på ladning er den samme uanset, hvor langt du kører, og derfor er det billigere, jo mere man kører.

- Jeg tror, det er svært at få prisen ret meget længere ned end den er nu, siger branchechef i Dansk Elbil Alliance, Lærke Flader.

Svært at få overblik over ladestationer

På landsplan er der 2500 offentligt tilgængelige ladestationer, primært fra Clever og E.on, og begge er på vej med flere.

- Og nu må vi så se, om der kommer flere på markedet, i takt med at der kommer flere elbiler. Konkurrencen er i hvert fald frit tilgængelig, siger Lærke Flader.

Hvis du overvejer at købe en elbil, kan det være svært at få et samlet overblik over, hvor der er ladestationer fra forskellige udbydere, og det er også et kritikpunkt fra FDM, som Dansk Elbil Alliance erkender, at der skal arbejdes på.

- Vi arbejder på at samle de her informationer, men vi kan ikke tilbyde det i øjeblikket, det er noget af det, jeg også håber, vi får inden for nær fremtid.

Roaming for elbiler

Hvis du har et abonnement på ladning hos en af udbyderne, har du ikke mulighed for at oplade på andre stationer. FDM ønsker et system, som man kender det fra mobilabonnementer, hvor telefonen roamer og altså hopper på et andet teleselskab, hvis dit eget ikke er tilgængeligt.

- Vi har ikke meget information, vi kan ikke roame fra hinandens ladestationer, så på den måde er vi ikke særligt rustet til flere elbiler på vejene, som man ellers skulle tro, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.

Ifølge Dansk Elbil Alliance står vi foran et nyt år, hvor der vil ske rigtigt meget i branchen.

- Vi skal arbejde med at sikre, at der er ladeinfrastruktur i hele Danmark, og at det fungerer, så man kan roame imellem de forskellige operatører, siger branchechef Lærke Flader.

Entusiastisk elbilist

Jimmy Lerche kører 30 kilometer i sin elbil fra hjemmet i Faxe til jobbet som it-medarbejder på Stevns.

Han kan mærke, at det at køre elbil har ændret sig.

- Jeg kan se, der kommer flere steder, hvor vi kan lade bilerne, så det er blevet meget nemmere.

Jimmy Lerche har kørt elbil i tre år og kører cirka 50.000 kilometer om året.

- I starten var min største bekymring, om jeg kunne få ladet bilen, siger han, der også er og bestyrelsesmedlem i Forenede Danske Elbilister.

Men med det udbud af ladestationer, der er nu, synes han ikke, at han har de store bekymringer, når han skal ud at køre.

- Man skal selvfølgelig planlægge det, hvis man skal ud på lange ture, siger han og forklarer, at der kan komme flere problemer fremover:

- På et tidspunkt kommer der problemer, fordi der kommer flere og flere elbiler. Det ser jeg også i bybilledet. Så skal der også flere ladestandere til, specielt på motorvejene. Vi er godt dækket ind her, men det er klart, der skal flere til.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) annoncerede i sin tale ved Folketingets åbning, at salget af benzin- og dieseldrevne biler og busser skal stoppe i 2030. I stedet ønsker regeringen at få én million såkaldt grønne biler på de danske veje om 12 år.

Grønne biler er eksempelvis den batteridrevne elbil og hybridbiler, der kører på både el og benzin.

RETTET: Navnet for branchechef i Dansk Elbil Alliance er rettet til Lærke Flader.

Facebook
Twitter