Oprør i sjællandsk by: Fensmark vil ud af Næstved Kommune

Lokalrådet i Fensmark med 5.000 indbyggere føler sig trynet af Næstved.

Formanden for lokalrådet i Fensmark, Marie-Luise Rye Nielsen, vil gerne have byen skilt fra kommunen. Men det kan blive svært, mener kommunalforsker. (Foto: Louise Wimmer Elmhoff)

Den sydsjællandske by Fensmark med godt 5.000 indbyggere vil skilles fra Næstved Kommune. Det skriver Sjællandske.

Der er kommet knas i parforholdet, fordi Fensmark Lokalråd er vrede over den måde, Næstved Kommune behandler dem på:

- Vi vil meget gerne skille os fra Næstved Kommune. Vi har et ønske om at blive os selv igen, for vi synes ikke, vi bliver hørt på den rigtige måde, siger den nyvalgte formand for Fensmark Lokalråd Marie-Luise Rye Nielsen.

Formanden for lokalrådet i Fensmark Marie-Luise Rye Nielsen vil gerne have den lille sydsjællandske by skilt ud fra Næstved Kommune. (Foto: Louise Wimmer Elmhoff © (c) DR)

Fra centrum af Næstved skal man otte en halv kilometer ud af Fensmarksvej, forbi byskiltet, og så står man midt i byen på toppen af Maglebjerg Bakke.

Tidligere var den hovedby i Holmegaard Kommune.

- Serviceniveauet er faktisk ikke særligt godt i Næstved Kommune. Det er væsentligt lavere, end det var i Fensmark (Holmegaard Kommune, red.) før i tiden, forklarer Marie-Luise Rye Nielsen.

Borgmester: Ikke en levedygtig mulighed

Den socialdemokratiske borgmester i Næstved Kommune Carsten Rasmussen tror ikke på en løsrivelse:

- Jeg ser det ikke som en mulighed, for man skal jo være en vis størrelse i en kommune for at være levedygtig.

Men han vil dog tage Fensmarks ønske om skilsmisse seriøst, hvis sagen når hele vejen til Folketinget. Han understreger, at det er Indenrigsministeriet og ikke Næstved Kommune, der skal tage stilling til lokalrådets ønske.

- Hvis Indenrigsministeriet siger: "Det kan I sagtens," så går vi gerne ind i nogle seriøse drøftelser med Fensmark Lokalråd, siger Carsten Rasmussen.

Borgmester i Næstved Kommune Carsten Rasmussen (S) siger, at han ikke umiddelbart kan se en løsrivelse for sig i den nærmeste fremtid. (Foto: Ann Smed Madsen © undefined)

Kommunalforsker: Jura siger ja, erfaring siger nej

Kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mener, at det er en juridisk mulighed for Fensmark at gå solo.

- Rent logisk og juridisk kan det sagtens lade sig gøre, hvis byrådet er med på det, og man kan få Folketinget med på det, siger han og fortsætter:

- Men den historiske erfaring er, at det ikke bliver til noget. Det er det, vi har set alle andre steder i landet, hvor man har diskuteret det.

Roger Buch er skeptisk overfor, hvorvidt det handler om et reelt ønske om skilsmisse:

- Når man kommer med sådan en udmelding, så er det måske også i virkeligheden, fordi man bare vil gøre opmærksom på, at man er voldsomt utilfreds og dermed lægge ekstra tryk på i sin protest over, at man ikke bliver behandlet ordentligt.

Delte meninger i Fensmark

I Fensmark er indbyggerne ikke enige om, hvorvidt løsrivelsen er en god idé.

Indbygger i Fensmark Frank Hansen forstår godt tankerne om at løsrive sig. Han synes, der var pænere i Fensmark før kommunesammenlægningen for godt ti år siden. (Foto: Louise Wimmer Elmhoff © (c) DR)

52-årige Frank Hansen kan godt forstå ønsket om løsrivelse, men tror ikke, at Fensmark kan blive en selvstændig kommune, fordi skattegrundlaget er for lille. Han ville hellere have den gamle Holmegaard Kommune tilbage.

- Men jeg kan godt forstå, at de gerne vil løsrive sig. Mange siger jo, at vi er lagt under Næstved og ikke lagt sammen med Næstved, og at tingene er blevet ringere, siden vi er blevet en storkommune.

Frank Hansen synes også, der var pænere i Fensmark før kommunesammenlægningen for godt ti år siden:

- Det var nogle andre værdier, den gamle kommune stod for, end Næstved Kommune. Jeg synes, det er gået ned for børne- og ældreområdet, for vores skoler og vores udeområder bliver ikke holdt så godt og så er det generelt blevet mere stift.

Martin Hansen, her udenfor den lokale brugs, mener ikke, en løsrivelse er en mulighed. (Foto: Louise Wimmer Elmhoff © (c) DR)

Anderledes positiv er 35-årige Malene Nowak. Hun håber at få det gamle Fensmark tilbage, som da det hed Holmegaard Kommune,og hun tror på, at hvis kommunen kunne klare sig dengang, så kan den det igen.

- Før i tiden var der meget mere fokus på det lokale samfund, aktiviteter og sammenhold, og det er forsvundet efter kommunesammenlægningen, hvor der er kommet fokus på det store hele. Vi bliver svigtet lidt herude i yderkanten i forhold til Næstved Centrum.

Martin Hansen på 45 mener derimod ikke, en løsrivelse er en mulighed.

- Jeg mener, at man skal være fælles om opgaverne og argumentere så godt som muligt, og så hjælpe hinanden med at løse opgaverne. Det er klart, at kommunen er nødt til at prioritere og kan ikke kan tage alles ønsker først.

Lige nu vil lokalrådet i Fensmark undersøge juraen bag en mulig løsrivelse, før rådet går til borgerne for at få en afgørelse, siger Marie-Luise Rye Nielsen.

Facebook
Twitter