Ordblinde er bedre iværksættere

Hvis du er ordblind og går med en iværksætter-spire i maven, så er der godt nyt. Flere udenlandske undersøgelser peger på, at 35 procent af iværksætterne er ordblinde.

Sir Richard Branson er i dag et ikon for virksomheder, ledere og iværksættere verden over. Og så er han ordblind. (© DR)

En svensk undersøgelse af succesfulde iværksættere viser, at 44 procent af dem, som havde skabt deres egen formue, havde en grad af ordblindhed. Og også undersøgelser fra USA og England peger i samme retning.

Men det overrasker egentlig ikke formanden for ordblindeforeningen Erik Rasmussen.

- Det viser at ordblinde kan være højt begavede mennesker, og så viser det også at ordblinde har lært at tackle deres problemer i folkeskolen. Og det giver en vis styrke.

Fra ballademager til succesfuld iværksætter

En af dem er Johnny Petersen fra Næstved, som i skolen hurtigt blev stemplet som ballademager. Og det betød også at lærerne dømte ham ude. - Man følte ikke man var god nok, så det var ikke specielt sjovt.

Johnny Petersen fra Næstved har i dag sin egen virksomhed, selvom han havde store problemer i folkeskolen. (Foto: Louise Kubel baltzer © (c) DR)

Men i 6. klasse begyndte Johnny Petersen at tage skolen mere alvorligt. Han fik specialundervisning og ekstra undervisning om aftenen. Efter Folkeskolen kom han på et kursus, hvor han arbejdede med maskiner. Og her oplevede han for første gang at have succes.

- Jeg var færdig dobbelt så hurtigt med opgaverne - og hjalp de andre.

Som 19-årig begyndte Johnny Petersen at arbejde på et tekstiltrykkeri. Han blev hurtig ansvarlig for de ansatte og produktionen og besluttede efter nogle år at starte sin egen virksomhed. Og det blev til JP textiltryk i Næstved, hvor han i dag har 10 ansatte.

Man skal tro på det

Det var ikke let. For eksempel skulle han have hjælp fra en kammerat til at skrive mails, men:

-Til at starte med skal man tro på det. Hvis man gør det lykkes det også, siger han.

Spørger man Mads Kragh fra Væksthus Sjælland, der vejleder iværksættere, er der flere gode grunde til, at de ordblinde klarer sig godt i det felt:

Gode til at dele opgaver ud

- Ordblinde har nogle andre kompetencer. De er gode til at uddelegere opgaver, løse problemer og så er de vedholdende, fordi de altid har måtte kæmpe ekstra hårdt i skolen. Og her har mange af dem jo fået at vide, at de ikke kan blive til noget. Men det er altså ikke rigtigt, siger Mads Kragh.

Han håber derfor, at skolerne får endnu mere fokus på iværksætteri.

Mads Kragh fra Væktshus Sjælland bruger den engelske mangemilliardær Richard Branson som et godt eksempel:

- Richard Branson har sagt det meget tydeligt. At ordblindhed i virkeligheden ikke var et handicap, men en fordel, fordi han med det samme vidste, at han skulle uddelegere opgaver til andre.

Facebook
Twitter