Ost, frugt og kød fra Lolland og Falster hitter

Flere små fødevare-producenter har succes med at forhandle deres varer i hovedstaden. Det er en global tendens, siger forsker.

Dorthe og Bryan Hansen fra Dalbakkegaard på Lolland er blandt nogle af de producenter, der hitter i hovedstaden. (Foto: PRIVATFOTO © Dalbakkegaard)

Kyllingeproducenten Dalbakkegaard i Vester Ulslev på Lolland er en af de små producenter, der kan mærke den øgede efterspørgsel.

Landmand Bryan Hansen leverer friluftskyllinger og ænder til en række københavnske restauranter og specialbutikker.

- Folk vil gerne betale lidt mere for dyrevelfærd. Det er blevet lidt moderne, kan man vist sige, siger han.

Det er især frugt, grønt, mejeriprodukter og kød, der sælger godt i København.

Det er de store, anerkendte fødevareproducenter på Lolland og Falster, der har vist vejen for de helt små producenter i hovedstaden, siger Steffen Lund fra erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster.

- Mange lokale producenter leverer råvarer til gourmetrestauranterne i København. Når gæsterne læser om produkterne i menukortet, får de selv lyst til at købe råvarerne, siger han.

Over hundrede små producenter fra Lolland og Falster har potentiale til at komme ind på det københavnske marked, vurderer erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster.

De lokalt producerede fødevarer er et udtryk for en global tendens, siger sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal:

- Flere og flere er interesserede i, hvilke værdier der knytter sig til fødevarerne. En stærk værdi lige nu er, at det er lokalt. Folk har tillid til danske fødevarer, hvor man kender afsendere på varen, siger hun.

Facebook
Twitter