Overlæge om Sundhedsplatformen: Skrot det system

Sundhedsplatformen gør det umuligt at være nærværende for patienterne, siger overlæge.

Overlæge Michael Halder fra Nykøbing Falster Sygehus bruger hver dag mellem seks og otte timer på computeren, hvor han skriver journaler ind. (Foto: henny Mortensen)

Har du været på sygehuset i for eksempel Nykøbing Falster, men er blevet rask, så kan det tage flere timer at blive udskrevet, nu hvor det nye IT-system Sundhedsplatformen er blevet indført i Region Sjælland.

Det fortæller overlæge Michael Halder. Han er vred og kalder det en katastrofe, at lægerne skal bruge så lang tid på at lave udskrivningsbrevene:

- Gang på gang er der problemer med medicinlisterne. Så må jeg ringe til help-desk eller en superbruger. Nogle gange kan de hjælpe, andre gange ikke. Jeg bruger ofte 2-3 timer på at udskrive en patient. Det er i den grad frustrerende i en travl hverdag.

Sundhedsplatform
  • Sundhedsplatformen er en elektronisk patientjournal, hvor læger og sygeplejersker fremover skal dokumentere deres arbejde.
  • Patienter kan logge på systemet med NemID via internettet og følge deres egen behandling.
  • Systemet blev for første gang indført på Herlev og Gentofte Hospital den 21. maj 2016.
  • Platformen har i alt kostet 2,8 mia. kroner.
  • Platformen bliver mellem 2016-2017 indført på alle hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Kilde: www.sundhedsplaform.dk

- Det system kommer aldrig til at fungere. Jeg siger som indianerne: Hvis du opdager, at du rider på en død hest, så stå af. Skrot det system, siger overlægen.

Formanden for Regionen Sjællands nye arbejdsmiljøudvalg, Gitte Simoni fra Dansk Folkeparti, afviser at skrotte Sundhedsplatformen, men beklager at lægerne oplever så store problemer:

- Jeg tror, de skal give sig lidt mere tid til at lære det, siger hun.

Men det giver formanden for overlægeforeningen, Lisbeth Lintz, ikke meget for:

- Det her handler ikke om, at lægerne ikke kan finde ud af IT. De er vant til at arbejde med IT- systemer. Sundhedsplatformen er vanvittig ulogisk og tidsrøvende, siger hun.

Overlæge: Gået over til at skrive notater i hånden

Jeg kan ikke være nærværende og sidde og tale med patienter og pårørende om meget tunge ting og så samtidig sidde med næsen inde i computeren

Michael Hald, Overlæge på Nykøbing Falster Sygehus

Da Sundhedsplatformen blev indført, var det tanken, at lægen skulle sidde overfor patienten med computeren og skrive direkte ind i systemet. Men den metode har overlæge Michael Halder droppet:

- Mine patienter er palliative. Det vil sige, at vi har opgivet helbredende behandling, men fokuserer på lindrende behandling. Nu skal de sammen med de pårørende have ro til at indstille sig på, at deres sygdom fører til døden. Jeg kan ikke være nærværende og sidde og tale med patienter og pårørende om meget tunge ting og så samtidig sidde med næsen inde i computeren. Det fungerer slet ikke.

- Desuden sker det ofte, at man ender i en sløjfe eller blindgyde og bruger mindst et kvarter på at komme videre. Jeg kan ikke bevare mine patienters tillid i en følsom situation, hvis jeg skal bruge så meget energi på at løse computerproblemer, siger han.

Derfor er han gået over til at skrive notater på papir under samtalen med patienterne. Så må han skrive det ind i Sundhedsplatformen, når han får tid senere.

Michael Halder siger som mange af sine kolleger, at systemet er udtænkt af teoretikere, der ikke kender arbejdsgangen på et sygehus:

- Der er så mange krav om dokumentation, som kun har ét formål - at holde lægen fri i et eventuelt sagsanlæg. Det er et amerikansk system, hvor der er voldsomme dokumentationskrav på grund af mange forsikringssager.

- Det giver ingen mening i Danmark, og det er dybt frustrerende, at jeg skal sidde 6-8 timer foran computeren på en arbejdsdag. Den tid går fra mine patienter og min fritid. Jeg sidder her ofte til ud på aftenen, siger overlægen.

Opdateret: Det fremgik af et citat, at overlægen havde opgivet behandling af palliative patienter. Det er ikke korrekt. Det er helbredende behandling, de har opgivet, for i stedet at fokusere på lindrende behandling.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.