Partifælle uenig med Ole Birk: Ude af proportioner at lukke løb

MF'er og byrådsmedlem i Slagelse Villum Christensen (LA) kalder transportministerens beslutning om at lukke to løb ærgerlig.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har valgt at lukke Broløbet og cykelløbet Aarhus-København, fordi Storebæltsbroen er kritisk infrastruktur med en stigende mængde trafik. Arkivfoto (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Det er ærgerligt og lidt ude proportioner, at transportminister Ole Birk Olesen (LA) vil lukke Broløbet, hvor løbere krydser Storebæltsbroen.

Det mener Villum Christen, der udover over at være Liberal Alliances transportordfører på Christiansborg er medlem af Slagelse Byråd.

- Hvis det her alene er fordi, man hver tredje år reducerer kørselsbanerne, så synes jeg, at det er lidt ude af proportioner, siger han.

Det er ikke kun Broløbet, som transportministeren vil lukke, også Danmarks største cykelløb for amatører, Aarhus-København, har fået besked om, at det ikke kan gennemføres d. 8. september 2018, som det ellers var planlagt.

Også dette undrer ministerens partifælle.

- Der er sundhedsmæssige fordele, og det giver også lokale foreninger og de små lokalsamfund, noget at stå sammen om, siger Villum Christensen og tilføjer:

- Ud fra en lokal betragtning ser jeg, at der er mange flere plusser end minusser ved sådan et løb, siger han med henvisning til både cykelløbet og Broløbet.

Tidligere tirsdag kritiserede Jens Veggerby, der arrangerer cykelløbet Aarhus-København, at regeringen netop nu forsøger at trække prologen og to etaper af Tour de France til Danmark. En af disse etaper vil gå over Storebæltsbroen, og samtidig vil ministeren altså lukke for andre løb over broen.

- Det er meget selvmodsigende at afsætte 100 millioner kroner til verdens største professionelle cykelløb og så samtidig lukke ned for et løb, der tilgodeser bredden, mener Veggerby.

Den kritik ønsker Villum Christensen ikke at forholde sig til, men henviser til transportministeren. LA's transportordfører tilføjer dog, at han ikke tror, at de sidste ord i sagen om de lukkede løb er sagt.

- Jeg kunne godt forestille mig, at det sidste ord ikke er sagt i den sag endnu, siger han.

DR har forgæves forsøgt at få en kommentar fra transportminister Ole Birk Olesen, der ikke ønsker at udtale sig, da han holder ferie. På Facebook har ministeren dog kommenteret sagen.

Her henviser han blandt andet til, at løbene har alvorlige konsekvenser for trafikken, fordi det er ”hele trafikken mellem landsdele som lammes”.

- Man må efter min mening ikke træffe beslutninger, som er dårlige for landet som et hele, blot fordi man gerne vil være populær hos folk i bestemte egne af landet eller hos folk med bestemte interesser, skriver han blandt andet i opslaget, hvor han også henviser til, at Lillebælt Halvmarathon før har skabt timelange køer for trafikanter.

- Det var helt uacceptabelt. Det gik ud over forældre med grædende spædbørn, folk som havde fly, de skulle nå, danskere som skulle deltage i vigtige familiebegivenheder og meget, meget mere, skriver ministeren på Facebook.

Facebook
Twitter