Patienter står i kø til udskudte operationer: 'Puklen er først afviklet i 2021'

Danske Regioner henter hjælp fra private sygehuse til at afvikle operationer.

(Foto: Grafik Mathias Jacobsen)

1. april skulle 55-årige Bente Hebsgaard fra Holbæk have fået en ny hofte. Hun har leddegigt, og den nye hofte skulle befri hende fra de smerter, der til daglig gnaver i hendes krop.

Men i slutningen af marts modtog Bente Hebsgaard, som en af mange patienter landet over, et brev i sin e-boks. Operationen var aflyst på grund af corona.

- Jeg satte mig ned for at græde. Det hele blev uoverskueligt. For hvornår ville det så blive? siger Bente Hebsgaard.

Mens hun har gået og ventet på at få en ny henvisning, er flere smerter kommet til, og det har været svært for Bente Hebsgaard at tro, at hun kunne få sin hofteoperation inden sommerferien.

Efter den aflyste operationsdato for halvanden måned siden, får Bente Hebsgaard i dag en ny hofte. (Foto: (privatfoto))

Derfor var det en stor lettelse for hende, da hun i sidste uge modtog et opkald fra Holbæk Sygehus om, at operationen kunne gennemføres i dag.

- Det bliver dejligt, at jeg kommer af med hoftesmerterne, og jeg kun skal have smerter fra operationssåret, siger Bente Hebsgaard.

Flere tusinde patienter venter på operation

Direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind roser Holbæk Sygehus’ initiativ med at afvikle den pukkel af patienter, der har hobet sig op under corona.

- Det er dejligt at se, at man tager andre patienters sygedomssituation alvorligt og giver hende en operationsdato, siger Mette Bryde Lind.

Direktøren peger dog på, at udfordringen langt fra er løst, når det gælder de operationsklare patienter, der venter på en henvisning til en ny operation efter aflysning.

Alene i Region Sjælland er 4.000 operationer og 40.000 aftaler aflyst siden midten af marts.

- Det er vigtigt, der kommer noget kapacitet til området, så operationerne kan gennemføres. Det er nødvendigt for patienternes

livskvalitet
, understreger Mette Bryde Lind.

Bente Hebsgaard kan også godt forstå, hvorfor operationen blev aflyst tidligere. Alligevel savnede hun svar på den uvished, hun stod tilbage med, da operationen blev aflyst for halvanden måned siden.

- Det har været nødvendigt, at de har udskudt operationerne. Corona er en farlig virus, og det skal man selvfølgelig tage sig af først. Men jeg kunne godt tænke mig noget mere information end bare et brev i min e-boks, siger hun og er taknemmelig for, at hun er en af de patienter, der kommer først til operationsbordet.

Private sygehuse skal hjælpe til

En øget behandlingskapacitet rykkede i går tættere på, hvor regeringen og Danske Regioner landede en aftale om, hvordan man skal mindske puklen af de mange aflyste operationer.

Her vil

regionerne
blandt andet trække på private sygehuse, der skal hjælpe med at udføre de manglende operationer.

- Vi arbejder med at få bragt kapaciteten i det private i spil på en måde, der ikke

underminerer
bemandingen
på de offentlige sygehuse. Det er den nye aftale en del af, fortæller Stephanie Lose (V), der er formand for Danske Regioner.

Det betyder, at nogle patienter kan modtage en henvisning til et privat sygehus for at blive opereret frem for den afdeling, de ellers ville være tilknyttet. Derudover vil det være patienter med størst behov for operation, der vil komme forrest i køen.

Alligevel vil en henvisning med en ny dato ikke være mejslet i sten for patienterne. Datoen kan nemlig blive aflyst, hvis coronaen igen blusser op, og antallet af Covid-19-indlæggelser igen begynder at stige, siger Stephanie Lose.

Desuden må mange patienter spejde tålmodigt efter en ny operationsdato, advarer formanden.

- Vi kender ikke det endelige billede endnu, jeg kan godt

varsle
, at der bliver rigtig meget, som vi skal indhente på hospitalerne, når vi engang er ude på den anden side af det her. Vi må indstille os på, at afvikling af
udskudte
aktiviteter vil kunne trække ind i 2021.

Facebook
Twitter