Patienter utrygge ved fyringer på sygehuse: Personalet løber stærkt nok i forvejen

Trykket stemning blandt patienter ved Sjællands Universitetshospital i Køge her til morgen. Samtidig kalder Socialdemokraterne sundhedsministeren i samråd.

Else Mondahl arbejder som frivillig for Røde Kors på sygehuset i Køge. Hun forventer, at afskedigelserne vil betyde et mere stresset personale og utilfredse patienter. (Foto: Else Mondahl © (c) DR)

I alt bliver 183 sygeplejerskestillinger bliver nedlagt på sygehusene i Region Sjælland. Det fortæller kredsformand i Dansk Sygeplejeråd Helle Dirksen efter et møde i dag mellem regionen og de faglige organisationer:

- Sygeplejerskegruppen er den gruppe, der bliver allerhårdest ramt af besparelserne. Det er rystende og fuldstændigt ubegribeligt eftersom regionen allerede i dag mangler mange sygeplejersker, siger formanden for Kreds Sjælland.

Bekymrede patienter

- Jeg blev temmelig bekymret, for jeg synes, det er nogle forkerte steder at spare på de varme hænder. Jeg synes, de måske kunne finde nogle kolde hænder at spare lidt på.

Sådan siger Jytte Edwards oven på nyheden om afskedigelser på sygehuse i Region Sjælland.

Tirsdag morgen ankom hun til Sjællands Universitetshospital i Køge sammen med sin mand, der er i ambulant behandling.

Jytte Edwards synes ikke, det burde være sygehusvæsenet, der blev sparet på.

- Jeg synes, at personalet løber voldsomt hurtigt. Indimellem synes jeg, at der ikke er tid nok. Ikke at vi er blevet behandlet dårligt her på stedet, for det gør vi bestemt ikke, siger hun, der hver ottende uge er med sin mand på sygehuset.

Hun oplever i forvejen et personale, der er presset:

- Man kan godt se indimellem, at øjnene flikker og flakker lidt, og det, synes jeg, er synd. Man tager ikke en humanistisk uddannelse for ikke at være det.

I går fortalte Region Sjælland, at op til 317 medarbejdere - blandt andet læger, sygeplejersker og sosu-assistenter - kan risikere at få en fyreseddel.

Regionen mangler penge på både budgettet for i år og for 2019, og den skal derfor spare på personalet. I alt drejer det sig om knap 600 årsværk, der bliver berørt, fordi 278 stillinger, der i dag ikke er besat, bliver nedlagt.

Også Lene Petersen, der ankom til sygehuset i silende regn tirsdag morgen på vej til undersøgelse, er ked af, at personalet nu skal beskæres yderligere:

- Jeg tænker, det er noget rigtigt skidt, fordi lægerne og sygeplejerskerne er pressede i forvejen. Jeg står selv og skal ind til en operation på et tidspunkt og tænker også på ventetider, som er lange i forvejen.

Frivillige varme hænder

Else Mondahl fra Ejby ved Køge er med til at koordinere de frivillige fra Røde Kors, der hjælper til på sygehuset i Køge. Hun synes, de mange afskedigelser er ”en dårlig idé” og er bange for, at det vil skabe et dårligt klima for både patienter, sygeplejersker og læger.

- Det bliver stressende, det bliver utilfredse patienter, som også vil blive kede af det, og som måske får dårlig behandling – ikke af ond vilje, men man er jo kun det antal hænder, man er, siger Else Mondahl, der i dag har holdt møde om fyringerne med de andre frivillige, der arbejder som såkaldte patientstøtter.

- Det må gå ud over nogle patienter, som kommer til at mangle noget pleje. Jeg tror ikke ligefrem, at man laver fejlvurderinger og sådan noget. Det er læger og sygeplejersker nok for dygtige til, men jeg kunne forestille mig, at der måske er nogle patienter, som føler, de ikke bliver set.

Det er de patienter, der føler sig overset og som har brug for en trøstende eller opmuntrende snak, som Røde Kors’ patientstøtter tager sig af.

Minister kaldes i samråd om fyringer

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kan se frem til et samråd om besparelserne i Region Sjælland. Det er folketingsmedlem Magnus Heunicke (S), der indkalder ministeren, fordi han frygter, at besparelserne kan få store konsekvenser for patienterne.

- Afskedigelserne i vores regionale sundhedssystem er så alvorlige og økonomien er så anstrengt, at regeringen skal gå ind og svare på, hvad den gør i den her akutte situation, siger han og uddyber:

- Vi frygter for, at det kan få alvorlige konsekvenser for vores patienter, der skal køre rundt fremover, fordi der skal lukkes afdelinger, og der ikke er det personale, der skal til, siger Magnus Heunicke, der er socialdemokratiets velfærdsordfører.

Danske Patienter: Et voldsomt stort tal

Camilla Hersom, der er formand for Danske Patienter, paraplyorganisationen for patientorganisationer fra Kræftens Bekæmpelse over Hjerteforeningen til Parkinsonforeningen, er bekymret for patientsikkerheden, når så mange mennesker bliver afskediget fra især sygehusene i Roskilde og Køge.

- Jeg synes, det er et voldsomt stort tal, og det er først og fremmest en katastrofe for de mennesker, der mister deres job. Vi frygter for, at det store antal fyringer og endnu flere stillinger, der ikke bliver genbesat, tilsammen kan gå ud over patienterne, siger hun.

Camilla Hersom siger, at personalet i forvejen løber meget stærkt i det danske sundhedssystem, og at det er med til at underminere patientsikkerheden.

- Hvis man ikke har tid, sker der flere fejl, der sker flere utilsigtede hændelser og i nogle tilfælde betyder det, at patienter bliver udskrevet forkert eller for tidligt og kommer igen. Så ender vi med en ond spiral, hvor de samme patienter kommer igen og igen, siger hun og tilføjer:

- Så det er meget vigtigt, at der er det tilstrækkelige personale på vores sygehusafdelinger.

Camilla Hersom mener, at der måske kunne spares penge ved at give patienterne den rette behandling fra starten af:

- Man skal kunne stille rigtigt skarpt på, at folk får den rette behandling, men også kun den rette behandling og ikke overbehandling eller overflødige kontroller eller for den sags skyld medicin, der ikke virker. Det er utroligt komplekst, siger Camilla Hersom.

Derfor lover hun, at Danske Patienter vil holde øje med, om afskedigelserne på sygehusene i Region Sjælland fører til forringelser:

- Men jeg må gå ud fra som en selvfølge, at man stadig kan være tryg, når man lader sig indlægge på et dansk hospital.

Fakta om fordelingen af konsekvenser på sygehusene:

  • Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge er hårdest ramt med afskedigelser svarende til 215 årsværk. Samtidig nedlægges 145 ubesatte stillinger.

  • På Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse bliver der afskediget personale, så det svarer til 25 årsværk og 36 ubesatte stillinger nedlægges.

  • Nykøbing F. Sygehus skal afskedige det, der svarer til 31 årsværk og nedlægge 28 ubesatte stillinger.

  • På Holbæk Sygehus drejer det sig om afskedigelser svarende til 11 årsværk og nedlæggelse af 20 ubesatte stillinger.

  • Regionshuset i Sorø afskediger personale svarende til 26 årsværk og nedlægger 30 ubesatte stillinger.

  • Psykiatrien i Region Sjælland friholdes, bortset fra administrationen.Kilde: Region Sjælland

Opdateret kl.16.36 med kommentar fra Helle Dirksen.

Facebook
Twitter