Pendlere giver rejsekortet fingeren nedad

Tilfredsheden med rejsekortet er dykket de seneste fire år.

- Det er for uigennemskueligt, og de fordele man har ved at være pendler, når man rejser som jeg gør, forsvinder fuldstændigt, siger Tine Erecius fra Tølløse Pendlerklub. (Foto: PRIVATFOTO © PRIVATFOTO)

Rejsekortet er nemt at bruge, når det ligger i lommen og bare lige skal hen forbi det blå øje på skanneren.

Men pendlerne dumper alligevel det elektroniske rejsekort. For det er alt for svært at finde ud af prisstrukturen, altså hvad en tur egentlig koster, og om det overhovedet kan betale sig at køre på rejsekort.

Det viser en rapport fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk, der har sammenlignet tilfredshedsundersøgelser fra 2012 til 2015, skriver Metroxpress.

Det flugter fuldstændig med de personlige erfaringer, som Tine Erecius fra Tølløse Pendlerklub har.

- Det er en af grundene til, at jeg ikke bruger rejsekortet. Det er for uigennemskueligt, og de fordele man har ved at være pendler, når man rejser som jeg gør, forsvinder fuldstændigt, siger hun.

Så når pendlertalsmanden sidder i toget på vej til job, rejser hun altså ikke på elektronisk kort.

- Os, der ikke kan overskue det, har holdt fast i vores pendlerkort. Der er mange herude, der ikke bruger rejsekortet. For hvis ikke du har en fast strækning, som du kører mindst 20 gange om måneden, er det alt for dyrt, forklarer hun.

Hos DSB håber chef for forretningsudvikling Aske Wieth-Knudsen, at udviklingen vender.

- Vi tager kritikken alvorligt, siger han til Metroexpress.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1156422957741560

Facebook
Twitter