Pighvaren sættes ind som hemmeligt våben mod kutlingen

Den sortmundede kutling har invaderet Karrebæk Fjord. Men nu sættes pighvaren ind i kampen for at få begrænset bestanden af kutlingen.

Et velvoksent eksemplar af fladfisken pighvar spiser hellere end gerne den invasive art sortmundet kutling. (Foto: Kristian Vedel © Øresundsakvariet)

Den sortmundede kutling skal fra i dag af se sig godt for, når den er på fiskerov i Karrebæk Fjord.

DTU Aqua forsøger nemlig nu for første gang bekæmpe den upopulære kutling biologisk. Våbnet er en helt anden fisk, som gerne spiser kutling til morgenmad. Det fortæller fiskeplejekonsulent, Mads Christoffersen:

- I dag skal vi sætte en masse små pighvar ud i Karrebæksminde Fjord, som vi har fået opdrættet til lejligheden. De er små, de er kun 6 centimeter lange, men vi har en forhåbning om, at de hurtigt vokser sig store.

Kutlinge-buffet for pighvarer

Den sortmundede kutling er en invasiv art, som ikke hører naturligt hjemme i Karrebæk Fjord.

Derfor håber Mads Christoffersen, at de små pighvar hurtigt vil vokse til og dermed gøre noget ved kutlingerne:

- Vi har en forhåbning om, at pighvaren vil begynde at spise den sortmundede kutling og dermed hjælpe med naturligt at begrænse bestanden til gavn for både andre fisk og lyst- og fritidsfiskere.

Når de mange unger er blevet voksne, vil en undersøgelse af deres maveindhold kunne vise, om de har spist sig fede af den sortmundede kutling.

Optimale forhold for pighvaren

- Karrebæk Fjord er en meget lavvandet fjord, hvor de små pighvar godt kan lide at opholde sig. Der er meget vegetation, det vil sige tang og andet, de kan gemme sig i på bunden det første stykke tid, hvor de er lidt sårbare for eksempelvis fugle og større fisk, der vil spise dem. 

Og hvis alt går som håbet, vil pighvar-ungerne om bare to år veje 3 kilo. Den erfaring har DTU i hvert fald fra et tidligere forsøg i Roskilde Fjord.

Udsætningen af de små pighvar sker på i dag kl. 14.30, og til oktober sættes yderligere 2-3000 pighvar-unger ud.

Facebook
Twitter