Politisk ballade i Slagelse byråd eskalerer: Byrådsmedlemmer sagsøger kommunen

Kommunen og flertallet i byrådet bliver nu stævnet af mindretallet.

Det går stadig skævt i Slagelse byråd, for nu hiver mindretallet det politiske flertal og kommunen i retten. (Foto: Per Gade Gyldenkærne DR)

Mindretallet i det stridbare byråd i Slagelse hiver nu kommunen i retten.

Det politiske mindretal i byrådet, der tæller partierne Venstre, Dansk Folkeparti og det Radikale Venstre, har stævnet kommunen og flertallet for at få sine formandsposter tilbage.

I foråret vedtog flertallet, der består af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Liberal Alliance, sammen med borgmester John Dyrby Paulsen (S) en ny styrelsesvedtægt.

Den betød, at mindretallet mistede sine formandsposter og honorarer til omkring en million kroner.

Mindretallet mener, at der var tale om en politisk udrensning, og at ændringen ikke var sagligt begrundet.

Derfor er en retssag nødvendig, mener gruppeformand for Venstre Knud Vincents:

- Vi skal have lovens ord for, at det her er foregået rigtigt, for det tror vi ikke, det er.

Vi vil føre vidner

Det bliver Retten i Næstved, der bliver scenen for den retslige del af det politiske drama. Det er vigtigt for Knud Vincents i modsætning til at gå til Ankestyrelsen, hvor Tilsynet ellers normalt er den instans, der behandler kommunale sager.

- I retssagen kan vi føre vidner, som skal tale under vidneansvar, hvorimod i Ankestyrelsen er det kun skriftlig fremlæggelse, siger Knud Vincents, der formelt anlægger sag i morgen eller torsdag.

Borgmester tager det med sindsro

Slagelses borgmester John Dyrby Poulsen tager udsigten til en kommende retssag om balladen i byrådet roligt.

- Det tager jeg med allerstørste sindsro. Jeg er ikke i tvivl om, at der ikke er fugls føde på den sag, så det tager jeg meget stille og roligt, siger han.

Men Slagelse Kommune og byrådsflertallet kommer til at tabe den retssag, vurderer chefforsker og kommunalekspert Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Han har fulgt udviklingen i Slagelse nøje og sammenligner med en lignende sag fra Randers, der tidligere i år endte med, at sagsøgerne vandt over kommunen og det politiske flertal.

- Sagsøgerne i Slagelse står stærkere, og derfor er jeg meget sikker på, at kommunen bliver underkendt, siger Roger Buch.

Tidligere udvalgsformænd kan få deres poster tilbage

I Randers vandt tre tidligere udvalgsformænd i april en sag mod kommunen om en omkonstituering i byrådet i 2015. Byretten vurderede omkonstitueringen ugyldig. De tre tidligere udvalgsformænd havde stævnet kommunen for i den forbindelse at ulovligt at have fyret dem som udvalgsformænd.

Rettens flertal fastslog, at ændringen i kommunens styrelsesvedtægt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder var begrundet i uvedkommende hensyn, og at ændringen dermed var ugyldig.

I randerssagen var valgperioden for længst overstået, og derfor fik de tre politikere ikke deres udvalgsposter tilbage.

- Men det kan man jo i Slagelse, siger Roger Buch og forklarer, at hvis det nuværende flertals beslutning bliver underkendt, så går byrådet tilbage til den struktur og de udvalgsformænd, man havde før:

- Så der kan komme nogle meget kontante konsekvenser ud af det, hvis man vinder sagen, og det tror jeg, der er meget, der tyder på, vurderer Roger Buch.

Facebook
Twitter