Principiel afgørelse om privat biogasanlæg

En lokal miljøgruppe fra Jungshoved har netop vundet en principiel sag, der handler om et privat biogasanlæg hos en landmand.

Landmand Peder Andersen og Vordingborg Kommune er af Natur- og Miljøklagenævnet blevet underkendt i en afgørelse, som handler om en principiel VVM-redegørelse. (© Derek Jensen)

I over 12 år har en lille miljøgruppe fra Jungshoved kæmpet en indædt kamp om et privat biogasanlæg. Jungshoved Miljøgruppe har krævet, at kommunen og landmand Peder Andersen, der ejer anlægget, skal foretage en VVM-redegørelse over biogasanlæggets miljøpåvirkning.

Miljøgruppen mener nemlig, at anlægget forurener det omkringliggende område, hvilket landmand Peder Andersen benægter. Derfor har gruppen krævet en VVM-redegørelse, som blandt andet kan belyse, hvordan biogasanlægget har påvirket vand, jord og luft.

For et par dage siden faldt der så en endelig afgørelse i sagen. Landets højeste ankenævn, Natur- og Miljøklagenævnet, slog endeligt fast, at der skal laves en VVM-redegørelse af biogasanlægget på Jungshoved ved Præstø.

Læs afgørelsen fra Natur- og Miljøklagenævnet her!

Miljøgruppen jubler af glæde over afgørelsen

Afgørelsen fra Natur- og Miljøklagenævnet er særdeles opsigtsvækkende, da den kan danne præcedens for de fremtidige byggerier af biogasanlæg, som bl.a. regeringen taler varmt for. Derfor er sejren ekstra vigtig for den lille Jungshoved Miljøgruppe.

- Vi er så glade for, at vi nu endelig har tvunget kommunen til at lave den VVM-redegørelse. Nu skal biogasanlægget ordentlig vurderes på dets virkninger på miljøet, siger Jungshoved Miljøgruppes repræsentant, Jørgen Hein og uddyber.

- Vi kan slet ikke få armene ned. Vi har fået lignende afgørelser tre gange før, men nu er det endeligt slået fast, at der skal fortages en VVM-redegørelse. Vil kommunen fortsat ikke samarbejde, så anker vi sagen en gang til, siger han til P4 Sjælland.

Kommune: Vi skal nok se på sagen

Efter afgørelsen fra Natur- og Miljøklagenævnet, der siger at de hidtidige VVM-screeninger ikke fyldestgørende nok, så vil kommunen nu revurdere sagen.

Miljøchef Peter Møller fra Vordingborg Kommune, lover Jungshoved Miljøgruppe, at kommunen nu vil kontrollere biogasanlægget én gang til, hvis VVM-redegørelsen ikke bliver udarbejdet eller den giver anledning til bekymring.

- Kommunens tilsynsmyndighed gør at vi skal tilse alle de tilladelser, der er givet på de enkelte anlæg. Vi vil derfor selvfølgelig sikre os, at kapaciteten på biogasanlægget på Jungshoved ikke overskrides i forhold til det, som der fra starten er givet tilladelse til, siger Peter Møller til P4 Sjælland.

Ejeren af biogasanlægget, Peder Andersen, har ikke ønsket at kommentere sagen over for P4 Sjælland. Han siger dog, at han vil tage afgørelsen til efterretning.

Facebook
Twitter