Professor: Misforstået dyrevelfærd at fjerne buræg

Burhøner klarer sig bedre end fritgående i store flokke. Derfor er færre buræg ikke ubetinget godt, mener professor.

Selvom pladsen er trang, er livet i bur mere lig hønens naturlige liv, mener professor i bioetik. (Foto: © Jørgen Nyberg Larsen, Jørgen Nyberg Larsen)

Rema 1000 følger nu trop og fjerner buræg fra sine butikker, men det er misforstået dyrevelfærd. For burhøner har det meget bedre end fritgående høner.

Sådan lyder det fra tidligere formand for Dyreetisk Råd og professor i bioetik Peter Sandøe. Det er på trods af, at Dyrenes Beskyttelse længe har anbefalet forbrugerne at gå uden om buræg.

- Når man ser på, hvordan det går med hønerne i det alternative system, så er der nogle alvorlige problemer. De bliver fjerpillet og hakker hinanden, så mange faktisk dør, før de bliver slagtet, forklarer han.

Ifølge professoren taler de rå tal deres eget sprog. 10 procent af hønerne i det alternative system dør, før de skal slagtes, mens kun 3,5 procent af burhønerne dør. Hos økologiske høner dør 6 procent.

- Der er altså tre gange så høj dødelighed i det alternative system, og burhønerne ser ud til at klare sig bedre.

I de frie systemer lever mellem 3.000 og 15.000 burhøner i flok, og det strider mod deres natur, mener professoren i bioetik.

Selvom det ikke er optimalt at have hønerne i bur, er det nærmere deres natur.

- De bure, vi har i dag, er ikke de samme som i gamle dage. I dag har de adgang til redekasse, siddepind og skrabeareal. De fungerer i en naturlig flok som hønernes stammoder, bankiva-hønen, gør i junglen.

På den lange bane er professoren enig i, at høner ikke skal være i bure. Men inden man afskaffer burhøner helt, bør der investeres i at finde de rigtige løsninger, så dødeligheden for de frie høner kommer lige så langt ned som burhønerne, mener han.

Butikker fjerner buræg i stor stil

  • Senest ved udgangen af 2017 er det slut med at købe buræg i Netto, Føtex og Bilka.

  • I mandags oplyste Aldi, at butikskæden fjerner buræg fra de 230 danske butikker.

  • I dag meddeler norske Rema 1000, at kæden følger trop med samme beslutning.