Professor om sensationelt fund: Det var et stort øjeblik

Nu er det helt sikkert. Den nyfundne borg ved Køge er en vikingeborg. Nu har vi fem af slagsen herhjemme.

Søren M. Sindbæk, professor i middelalderarkæologi, udtager træ fra Borgrings voldkonstruktioner til naturvidenskabelig datering. (Foto: © Danmarks Borgcenter? © © Danmarks Borgcenter)

- Jeg tænkte, at nu får jeg svar. Har jeg taget helt fejl? Eller var det rigtigt, hvad vi mente, vi så?

Sådan beskriver Søren Sindbæk tidspunktet, da han modtog en mail i sin indbakke forleden.

Ikke bare en hvilken som helst mail. I den lå svaret på den kulstof 14-prøve, der skulle endeligt afgøre, om han og kollegerne havde ret i, at borgen ved Køge var en vikingeborg.

- Så åbnede jeg for brevet og kunne se, at det var lige i øjet. Det var, som vi havde sagt, det skulle være. Det var et stort øjeblik, fortæller Søren Sindbæk, der er professor i middelalderarkæologi.

Det er så sjældent et fund

Prøven viste nemlig, at ringborgen, der blev fundet  vest for Køge i september, var bygget omkring år 900.

- Mange har haft svært ved at tro det. Kan det virkelig kan være rigtigt. Det er så sjældent et fund, siger Søren Sindbæk og tilføjer, at det gav et sæt i ham, da han så, at mailen med svaret nu lå i indbakken.

- Det var alligevel så usandsynligt, at man kunne finde endnu en af de her ringborge, som vi kun har fire af.

Fundet er blandt de ti største i verden

Borgen har fået tilnavnet Borgring.

Det er første gang i tres år, at vi kan tilføje en ny vikingeborg til listen herhjemme. I forvejen har vi Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg ved Slagelse.

Fundet er ifølge Politiken blevet udnævnet til ét af de ti vigtigste fund i 2014 af det amerikanske tidsskrift Archaeology.

Facebook
Twitter