Raske patienter skæpper godt i lægens kasse

Derfor bør bylæger med sunde patienter aflevere nogle af pengene til trængte læger i yderområderne, siger regionsformand.

Familielægen er en uddøende race på Lolland-Falster, hvor uligheden i sundhed for alvor slår igennem i disse år. Samtidig er hele Udkantsdanmark ramt af alvorlig lægemangel. Flere penge til lægerne på landet vil gøre det mere attraktivt at være læge på for eksempel Lolland, mener regionsformand. (© DR)

De praktiserende læger klumper sig sammen i større byer, hvor befolkningen er sunde og derfor ikke så ofte kommer til lægen.

Samtidig er der en voldsom lægemangel på Lolland, Falster og Kalundborg, hvor folk til gengæld er mere syge end i resten af Danmark.

- Borgerne på Lolland lever op til seks år kortere end andre danskere, og de sidste år af deres liv er ofte præget af sygdom. Det er ulighed i sundhed, så det er til at forstå, siger formand for Region Sjælland Jens Stenbæk.

Nødvendig med en anden afregningsmodel

Regionsformanden vil tage penge fra læger, der har mange sunde patienter og give dem til læger i yderområderne, så det bliver mere attraktivt at være læge på f.eks. Lolland:

- Vi bliver nødt til at finde en anden afregningsmodel, så de læger, der har de mest syge patienter, tjener mest, siger Jens Stenbæk.

Men regionsformanden kan godt glemme alt om at tage penge fra de læger, der har det nemmest og give til læger på Lolland, siger formand for de praktiserende læger i Region Sjælland, Ulrik Heiseslev.

Praktiserende læger: Pengene skal komme fra regionen

 PLO-formanden mener, at ulighed i sundhed er et stort problem, men at regionen må til lommerne:

- Det er ikke rimeligt at ændre vilkårene for de hundredvis af læger, der har investeret mange penge i dyre klinikker. Vi vil gerne være med til at tiltrække praktiserende læger til Lolland-Falster. Det kan sagtens være, at de læger, der har de mest syge patienter, skal have flere penge. Men så skal der nye penge på bordet, siger han.

Regionsklinikkerne bør afskaffes

Ulrik Heiseslev advarer mod at begynde at registrere, hvor folk er mest syge. Det kan gribe ind i fortrolighedsforholdet mellem patienten og lægen, som har tavshedspligt, mener han.

Ifølge regionsformand Jens Stenbæk har man i f.eks. Sverige et system, hvor der bliver givet flest penge til de mest syge patienter. Det kan også lade sig gøre i Danmark, og det er nødvendigt, hvis vi skal uligheden til livs, siger Jens Stenbæk.

Regionsformanden vil gerne have afskaffet de offentlige regionsklinikker, hvor lægevikarer skal betjene borgerne i Guldborgsund, Lolland og Kalundborg kommuner, fordi det er umuligt at skaffe faste praktiserende læger.

Det nikker diabetespatient Bent Sørensen fra Idestrup bifaldende til:

- Det er både kaotisk og utrygt konstant at møde nye læger. Som kronisk patient har man i høj grad brug for en fast læge, der kender patienten, siger han.