Region Sjælland og medarbejdere sigtet i sag om kræftforløb

Hundredvis af kvinders manglende undersøgelse for brystkræft har allerede kostet sygehusdirektør jobbet.

Sagen om mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus i perioden 2013-2017 er vokset i omfang, mens regionen har gennemgået journaler.

Region Sjælland og flere ledende medarbejdere på Ringsted Sygehus er mandag blevet sigtet i sag om mulig mangelfuld håndtering af patienter, som skulle undersøges for brystkræft.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Politiet gik ind i sagen i marts efter en anmeldelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Siden har betjente ransaget en række kontorer flere forskellige steder på Sjælland.

Antallet af brystkræftramte kvinder, som kan have fået en mangelfuld undersøgelse på Ringsted Sygehus er steget fra 221 til 304.

Tallet stammer fra en gennemgang af flere kvinders journaler. I alt er flere tusinde kvinders oplysninger blevet undersøgt i sagen om de mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus i perioden 2013-2017.

Brystkræftskandalen er vokset i omfang, siden Jyllands-Posten afslørede, at Ringsted Sygehus ikke undersøgte mistanke om brystkræft grundigt nok.

Fik kun foretaget mammografi

De nationale retningslinjer siger, at en læge skal mærke efter, om der er knuder i brystet, og så skal der foretages en ultralydsundersøgelse.

Men på sygehuset fik kvinderne kun foretaget en mammografi.

Hundredvis af kvinder er blevet indkaldt til en ny undersøgelse, og flere har ved denne fået konstateret kræft.

Det var en overlæge på Ringsted Sygehus, som slog alarm og kontaktede myndighederne i sagen.

Selv efter at fejlen var opdaget, haltede håndteringen af situationen på Ringsted Sygehus. Styrelsen for Patientsikkerhed har skoset sygehuset for at nøle med genindkaldelserne.

I februar fik politikerne i Region Sjælland nok, og sygehusdirektør Vagn Bach blev afskediget på grund af håndteringen af sagen.

Politiet har i løbet af efterforskningen samlet en stor mængde materiale ind. Det vil nu blive gennemgået med bistand fra lægefaglige eksperter.

Det kan ikke afvises, at der vil komme yderligere sigtelser i sagen.

/ritzau

Facebook
Twitter