Ukrainske flygtninge får udleveret folder om coronavaccine på færgen til Danmark

Ifølge WHO er det kun cirka en tredjedel af ukrainerne, der er blevet vaccineret mod coronavirus i deres hjemland.

De ukrainske flygtninge, der kører ombord på færgen i Rostock eller Puttgarden på vej til Danmark får en folder i hånden med information om vaccination mod coronavirus. Mange af dem er nemlig ikke vaccineret, lyder det fra WHO. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

Region Sjælland har fået travlt med at finde vaccinationsnålene til bekæmpelse af covid 19 frem igen, efter at tusindvis af ukrainere nu melder sig ved grænserne.

Ifølge WHO er det nemlig kun lige godt en tredjedel af ukrainerne, der er blevet vaccineret i deres hjemland.

I Region Sjælland har de som den første region lavet en folder på ukrainsk med tilbud om vaccination, som ukrainerne vil modtage, når de tager færgen fra Tyskland til Danmark.

Det fortæller Søren Wistisen Rasmussen, lægefaglig vicedirektør i Region Sjælland.

- Når de passerer færgelejerne nede i Rostock og Puttgarden, så får de en folder i hånden, der er oversat til ukrainsk, hvor der står, at vi tilbyder alle fra Ukraine en gratis vaccination mod covid-19, siger han.

Derudover vil regionen også tilbyde kommunerne at møde op med vacciner de steder, hvor mange ukrainere er blevet samlet.

- Mange ukrainer bliver huset ude i kommunerne under forskellige forhold, og der vil vi også tilbyde at komme ud med vaccine pop up-steder, siger Søren Wistisen Rasmussen.

Coronaekspert: Uvaccinerede ukrainere er ikke en trussel

Ifølge den lægefaglig vicedirektør i regionen, er vaccinetilbuddet ikke for at beskytte danskerne mod smitte. De fleste er nemlig allerede fuldt vaccinerede eller immune på grund af smitte.

Det er i højere grad for at beskytte ukrainerne selv, siger han.

- Når flygtninge kommer til landet, så er de meget sammen med hinanden. Og når man har nogle borgere, der "klumper sig sammen", som ikke er vaccinerede, så risikerer vi smitteudbrud blandt dem selv. Så det er mest at alt for deres egen skyld, siger Søren Wistisen Rasmussen.

Spørger man professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen, så er det fint at lave en indsats for at få dem vaccineret, men truslen for at de uvaccinerede ukrainere kommer til at underminere de sidste to års kamp mod coronaen herhjemme, er ikke stor, lyder det.

- Der er selvfølgelig risiko, hvis de er samlet i en lejr eller sådan noget, men for gennemsnitsdanskeren, mener jeg ikke, vi har et stort problem, siger Allan Randrup Thomsen.

Men det kan til gengæld hjælpe os senere, at ukrainerne bliver vaccineret.

- Overordnet set, tror jeg ikke, vi får nogle problemer til sommer, men når vi kommer hen i efteråret, og corona forventeligt får fat igen, så er det rart at alle er på lige fod, siger han.

Ukrainere tænker mest på opholdtilladelse og kontakt til familiemedlemmer

En af dem, der bor side om side med ukrainske flygtninge, er den tidligere tophåndboldspiller Mariane Florman. Hun bor i Hjelm på Møn og huser sammen med sine naboer i øjeblikket fire ukrainske familier.

Ukrainerne kom for godt en uge siden, og snakken om covid-19-vaccination har indtil nu kun fyldt lidt.

- Lige nu er det, der betyder mest for dem, at få deres opholdstilladelse og ringe hjem til deres fædre og sønner og høre, hvordan det går med dem på fronten, siger Marianne Florman.

Men hun er opmærksom på at få sine ukrainske gæster tjekket hos en læge.

- Det er selvfølgelig vigtigt for mig lige at få dem landet og få dem registeret, så de får en bolig, og de så derefter får et reelt sundhedstjek på deres tilstand både fysisk og psykisk, og der tænker jeg også det indgår, at de også skal tilbydes en vaccine, siger Mariane Florman.

I disse dage mødes regionerne med Sundhedsstyrelsen for at tale om vaccinationsindsatsen overfor de nye flygtninge fra Ukraine.