Replikker og rampelys får Jacks Tourettes til at forsvinde: ’På scenen glemmer jeg det, der sker i hjernen’

Psykisk sårbare unge og folkeskoleelever på Møn er gået sammen om fælles teaterforestilling.

Jack Mikkelsen på 21 år lider af Tourettes syndrom. Men når han går på scenen som pølsemanden i "Vimmersvej", mærker han ikke noget til sine tics. (Foto: Casper Lindbjerg Greve © (c) DR)

Bassen brummer, og lyden fra en elguitar drøner ud af forstærkeren til tonerne af Gasolins 'Det Var Inga, Katinka og Smukke Charley På Sin Harley' i Krummebækgaard Værkstedsskoles aula i Askeby på Møn.

Rundt omkring i den store sal suser sminkede elever frem og tilbage i farverige kostumer for at gøre sig klar til generalprøven på deres teaterforestilling 'Vimmersvej'.

Nogle af dem går på Krummebækgaard Værkstedsskole, som er en erhvervsskole for psykisk sårbare unge mellem 16 og 30 år, andre er folkeskoleelever fra 7. klasse på Stege Skole.

Som noget nyt er de to skoler nemlig gået sammen om en fælles teaterforestilling.

- Min tanke har været at lave inklusion så det basker, hvor eleverne får et fællesskab på trods af deres forskellige baggrunde, siger Pia Legaard Rasmussen, der er behandlingsleder på Krummebækgaard og instruktør af forestillingen.

Scenen forestiller en bodega fra 70’erne med nøddebrune træmøbler, hvor der står tomme ølflasker og askebægere fyldt med cigaretter på bordene.

Pia Legaard Rasmussen er chefpsykolog på Krummebækgaard og instruerer forestillingen. (Foto: Casper Lindbjerg Greve © (c) DR)

I en af stolene sidder 21-årige Jack Mikkelsen klædt ud som pølsemand og øver sine replikker.

- Jeg bliver ligesom trukket ud af det, der sker i mit hoved, når jeg spiller skuespil, fortæller han.

Jack Mikkelsen går på Krummebækgaard Værkstedsskole, fordi han blandt andet har diagnosen Tourettes syndrom.

Sygdommen giver ham tics, hvor det gibber i hele kroppen, og han kan have svært ved at styre sin stemme. Men når han går på scenen, forsvinder de.

- Så glemmer jeg det, der sker oppe i hjernen, så det hjælper mig rigtig meget til at slappe af, siger Jack Mikkelsen.

Får noget til at flyve sammen

Samtidig er det at gå på scenen med til at give andre et mere nuanceret billede af, hvordan det er at have en diagnose.

- Det er lidt irriterende, at der er mange, der sammenligner Tourettes syndrom med nogen, der råber pik og patter, for sådan er det altså ikke altid, og sådan er det ikke for mig i dag, siger Jack Mikkelsen.

- Derfor er det også sjovt at være med og lære alle de andre at kende og få et fællesskab om noget andet.

Ved bodegabordet ved siden af står Maria Overgaard fra 7. klasse på Stege Skole og gør terningespillet klar til forestillingen.

Også hun peger på fællesskabet som det bedste ved at være med.

- Jeg synes, det er fedt at være med og lære en masse nye venner at kende og komme ud af sin egen verden, siger hun.

Eleverne har på det seneste øvet hver dag, og Pia Legaard Rasmussen har kunnet se under prøverne, hvordan elever fra begge skoler får en større forståelse for hinanden.

- De har alle gået i almindelig folkeskole på et tidspunkt, hvor mobning har været kodeordet. Så det er bare så fint at lave sådan noget her, hvor mobning er ikkeeksisterende, og hvor man kan få noget til at flyve sammen, uanset baggrund og intelligens, siger hun.

  • Jack Mikkelsen står ved kulissen, der skal forestille en bodega fra 70'erne. (Foto: Casper Lindbjerg Greve © (C) DR Sjælland)
  • Forestillingen er et samarbejde mellem Krummebækgaard Værkstedsskole, som er en erhvervsskole for psykisk sårbare unge, andre er folkeskoleelever fra 7. klasse på Stege Skole. (Foto: Anders Sørensen © Værkstedsskolen Krummebækgaard)
1 / 2