Rift om personale til caféer og restauranter

Landets restauranter har haft travlt med at ansætte personale til dagens genåbning, og flere steder er personalesituationen kritisk.

Tjenere, opvaskere og køkkenpersonale er i stor mangel, når restauranter, barer og caféer åbner onsdag. (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen © Scanpix)

Tæl lige til ti, inden du brokker dig over en lidt langsommere servering på cafeen eller restauranten i aften.

For der er rift om køkken- og serveringspersonale på spisesteder rundt om i landet, fordi mange har fundet nyt job under nedlukningen.

Onur Isbilen er medejer af flere restauranter i Kalundborg, Slagelse og København, og på alle tre steder mangler han personale.

- Hvis der pludselig er travlt, kan kunderne jo se, at personalet ikke har erfaring, og det er i sidste ende dårlig service, men vi håber, at kunderne har forståelse for det, siger han.

På Pernille Ploug Poulsens tre caféer i Nykøbing Falster er situationen decideret kritisk.

- En del af vores frokosttjenere er stoppet under nedlukningen, så vi står og mangler personale på alle vores restauranter, siger hun.

For få dage siden var der kun planer om at genåbne den ene restaurant med udendørs servering, men nu åbner de alle tre på én gang:

- Lige nu har vi et team, som har sagt ja til at træde til i den første uge, men det er ikke noget, de kan på sigt. Så vi håber, at vi får nogle ansøgninger og kan få nogle folk i gang, siger Pernille Ploug Poulsen.

Kro udskyder genåbning

På Rønnede Kro er man ikke klar til at invitere gæster indenfor før på fredag, både fordi køkkenet skal forberede de salte og syltede sager, men også på grund af personalemangel.

- Vi mangler en faglært tjener, og lige nu er det åbenbart ikke nemt at finde personale. Selvom der burde være mange arbejdsløse, så får vi altså ingen ansøgninger, siger køkkenchef på Rønnede Kro, Anders Holst.

Køkkenchef på Rønnede Kro Anders Holst mangler arbejdskraft forud for genåbningen, som Rønnede Kro dog har valgt at skubbe til på fredag for at nå det hele. (Foto: Casper Lindbjerg Greve © (c) DR)

Det er den fremrykkede genåbning, der udfordrer de mange restauranter - også Rønnede Kro.

- Vi fik at vide i fredags, at vi kunne åbne fem dage efter, så folk er lidt i panik, og mange har først ansat pr. 6. maj, hvor vi regnede med at åbne, så det er svært.

- Jeg har ikke så meget ro i maven endnu, men vi skal nok klare den. Det bliver en sjov weekend, og vi må hjælpe hinanden, siger Anders Holst.

Horesta: Vær tålmodige

Manglen på personale får Horestas regionsformand på Sjælland, Allan Hansen, til at opfordre både restauratører og gæster til at være tålmodige:

- Vi har stået stille i mange måneder, og denne her branche kan man ikke bare åbne fra den ene dag til den anden. Det tager noget tid at komme op i gear, og det tager noget tid at få styr på personale og deres rutiner, siger han.

Han oplever, at meget af det tidligere personale på de sjællandske spisesteder under nedlukningen har søgt arbejde ved de store anlægsprojekter:

- I den sydlige halvdel af Region Sjælland har vi flere anlægsprojekter i gang, blandet andet Femern-projektet. Her skal en lang række hoteller på Lolland-Falster i en lang årrække udelukkende servicere dem, der arbejder på Femern-projektet. De har taget en stor gruppe af faglærte, som ikke er til rådighed længere.

Ifølge John Frederiksen, der er næstformand i 3F Privat Service, Hotel og Restauration, som blandt andet organiserer kokke og tjenere, er der tjenere at få, selvom der skal bruges meget arbejdskraft:

- Jeg kan sagtens forstå, at der er lidt panik rundt omkring, men omstændighederne gør, at vi alle bliver nødt til at tage det lidt roligt. Det skal nok gå det hele.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk