Rikke får tilskud til at passe sin søn derhjemme: 'Døgnet havde ikke timer nok til to jobs og tre børn'

I Region Sjælland har tre nye kommuner inden for de seneste otte måneder indført tilskud til forældre, der passer deres mindste børn hjemme.

Rikke Pouli Ibenfeldt og hendes mand har tre sønner og får tilskud til at passe den yngste på næsten to år derhjemme, i stedet for at han går i vuggestue eller dagpleje. (Foto: Mathilde Nordenlund © (c) DR)

Flere forældre ønsker at passe deres børn inde for hjemmets fire vægge.

Det mærker man eksempelvis i Guldborgsund Kommune, der allerede har givet tilskud til 24 børn, siden ordningen blev indført i september sidste år.

- Der var bare noget, der stak i maven, da han skulle afleveres i vuggestuen, siger Rikke Pouli Ibenfeldt, der bor i Nykøbing Falster med sin familie og gør brug af det nye tilskud.

Efter at hendes yngste søn Nelson havde gået i vuggestue i fem måneder, besluttede Rikke Pouli Ibenfeldt og hendes mand, at hun skulle tage orlov fra sit arbejde for at passe ham derhjemme.

- Før havde vi to fuldtidsjobs, og med tre børn var der bare for få timer i døgnet, siger hun.

Tilskud afgjorde beslutning

Siden 2015 er der på landsplan kommet 122 flere familier, der modtager tilskud til at passe deres børn hjemme.

Rikke Pouli Ibenfeldt og hendes mand gjorde sig mange overvejelser, men tilskuddet var en af de ting, der fik familien til at tage beslutningen.

Familier, der vælger hjemmepasningsordningen i Guldborgsund Kommune, kan modtage tilskuddet på op til 6.763 kroner hver måned i op til et år.

Rikke Pouli Ibenfeldt har valgt at dele deres tilskud over i to, så de har cirka 3.000 kroner om måneden og kan passe deres yngste søn hjemme i to år.

- Tilskuddet betyder rigtig meget. Det gør, at vi har lidt mere at gøre godt med. Så skal vi ikke kun leve af havregrød, mens vi passer vores egne børn, siger Rikke Pouli Ibenfeldt.

- De ekstra penge giver en smule luft, så vi kan trives og undgå at stresse for meget over, om det hele nu hænger sammen. For det gør det, siger Rikke Pouli Ibenfeldt.

Valgfrihed er velfærd

Rikke Pouli Ibenfeldt mener, det er helt rimeligt, at kommunen giver et tilskud til de forældre, der vælger at passe deres børn derhjemme i stedet for at sende dem i et af kommunens dagtilbud.

- Så følger pengene jo bare de børn på samme måde, som hvis de var startet i dagpleje eller vuggestue. Jeg synes, det er velfærd, at man selv kan vælge, siger hun.

Guldborgsund Kommune indførte ordningen efter henvendelser fra flere pressede børnefamilier, fortæller formanden for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget i kommunen, Simon Hansen (S).

- Vi er en udkantskommune, hvor rigtige mange pendler. Der kan det godt være, at for nogle familier er det bedre, at der er en part, der arbejder, og en part, der bliver i hjemmet sammen med deres børn, siger han.

Også i Holbæk indførte man tilskuddet efter henvendelser fra flere familier, men mange flere har allerede benyttet sig af ordningen, fortæller Børn- og Skoleudvalgsformand Susanne Utoft.

- Fra 1. januar og til nu har 18 familier henvendt sig, så ordningen har været efterspurgt, lyder det fra Susanne Utoft.

Letter presset på vuggestuerne

I Guldborgsund Kommune gavner ordningen ikke kun de forældre, der gerne vil gå hjemme med deres børn, men også dem, der foretrækker kommunens dagtilbud.

- Vi oplever i nogle områder af kommunen, at der simpelthen ikke er plads til alle de børn, der gerne vil ind og gå i vores vuggestuer, siger Simon Hansen.

- Når der er 24 børn, som ikke går i vores dagtilbud, er der 24 andre børn, der formentlig bliver plads til på et tidligere tidspunkt end ellers, så forældre ikke oplever at skulle vente i længere tid på pladsen, end de ønsker, forklarer han.

I alt syv kommuner i Region Sjælland giver nu tilskud til pasning af egne børn.

Facebook
Twitter