Robothaller er blevet til spøgelseshuse

I maj 2013 gik elbilfirmaet Better Place Danmark konkurs. Det har efterladt en række tomme batteristationer landet over, som lige nu bare står tomme med robot-udstyr.

I 2013 gik elbil-firmaet Better Place konkurs. De mange batteriladestationer landet over står i øjeblikket tomme og bliver ikke brugt. Mange af dem er dog sat til salg. (© Better Place)

Nogle af landets mest mærkværdige bygninger står i øjeblikket spøgelsestomme hen. Blandt andet i Slagelse, Holbæk og ved Køge.

Det er resterne fra den store elbil-satsning Better Place, som 18 steder i landet har efterladt såkaldte batteriskiftestationer. Det er huse fyldt med robotter, som inden konkursen uden menneskehjælp kunne skifte batterier på el-biler - et koncept virksomheden var bundet op på.

Fremtiden er uvis

Både i Slagelse, Holbæk og på Transportcenteret i Køge er der stadig uvished om, hvad bygningerne skal bruges til, men de er alle til salg, hvis den rette køber melder sig, oplyser ejerne til P4 Sjælland.

I Slagelse og Holbæk efterlod Better Place foruden konkursen en økonomisk lussing. Her lejede Better Place begge steder jorden af en privat grundejer i en ti-årig periode.

Men da selskabet gik konkurs var der ikke en krone, og lejeindtægten forsvandt fra den ene dag til den anden.

Gad ikke en lang retssag

Den ene af de to ejere af Better Place-grunden i Slagelse er Rikke Rask, som dengang ikke orkede en lang kamp om de tabte penge:

- Vi gad ikke en retssag med konkursboet, for der var ingen penge at hente. I stedet købte vi bygningen og har nu sat det hele til salg, siger hun.

Også Peter Olsen og hans forretningspartner, der ejer jorden, hvor Better Place-bygningen ligger i Holbæk, valgte at købe bygningen.

Han agter at fjerne de store mængder robot-indmad og sælge bygningen videre uden det tekniske udstyr.

En enkelt station er blevet til bilvask

Foreløbigt er ingen af bygningerne i Region Sjælland blevet solgt.

Til gengæld har en tidligere batteriskiftestation i Gladsaxe fået en ny rolle at spille, og bygningen er blevet i bilbranchen.

Den er nemlig bygget om til bilvaskehal.

Facebook
Twitter