Ruth på 90 må selv gøre rent: Får kun hjemmehjælp hver tredje uge

For ti år siden fik omkring halvdelen af alle ældre over 80 år hjemmehjælp. I dag er det kun lige over hver tredje.

Ruth Hansen fra Regstrup ved Holbæk betaler selv for ekstra rengøring. Hendes besøgsven Jan Capel er utilfreds, for han mener, det er den eneste måde, de ældre i kommunen kan holde hjemmet rent. (Foto: Sten Jørgensen © dr)

Flere af landets ældste borgere må svinge gulvkluden selv.

Selvom antallet af ældre er steget de seneste ti år, er der i dag en tredjedel færre af dem over 80 år, som får hjemmehjælp sammenlignet med 2008.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Og hvis de ældre overhovedet får hjælp til fx rengøringen, så sker det med et større mellemrum end førhen. Det er ikke godt nok, mener 90-årige Ruth Hansen fra Regstrup ved Holbæk.

Hun har altid haft et rent hjem, men det kniber med at holde rengøring op til standard, da hun er næsten blind og lider af knogleskørhed.

- De kommer kun tre kvarter hver tredje uge og hjælper med at støvsuge og moppe gulvet, og det er altså for lidt, siger Ruth Hansen.

En tredjedel færre får hjemmehjælp i Holbæk

Holbæk er en af de kommuner, hvor der er skåret hårdest de seneste år. 37 procent færre over 80 år fik hjemmehjælp i 2017 end for ti år siden, og i gennemsnit får de oven i købet hjælp i meget kortere tid. En tredjedel af timerne er således skåret væk.

Formanden for Ældreudvalget i Holbæk Kommune, Dansk Folketpartis Jeppe Jacobsen, forklarer det med, at kommunen lå helt i top i 2008.

- Men det ændrer ikke ved, at de ældre har betalt en stor del af prisen for Holbæks dårlige økonomi de senere år. Ved budgetbehandlingen bliver vi nødt til at sætte flere penge af, siger Jeppe Jacobsen (DF).

Han er samtidig partiets ældreordfører på Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti gentagne gange har fået sat ekstra penge af på finansloven til ældre i form af bl.a. værdighedsmilliarder.

Ældresagen: Christiansborg giver, kommunerne tager

Men der er ikke meget værdighed over den måde, kommunerne bruger pengene på, mener souschef i Ældre Sagen Jens Højgaard:

- Der sker åbenbart det, at Folketinget bevilger, og så trækker kommunerne i den anden retning for at dække nogle huller ind. Resultatet er, at der er sket et betydeligt fald både i antal timer hjemmehjælp, der bliver leveret, og i antal personer, der får hjemmehjælp.

- I 2008 fik halvdelen af de over 80-årige hjemmehjælp. Det tal er faldet til en tredjedel i 2017. Samtidig kan vi se, at de, der fik hjælp tidligere, fik gjort rent hver anden uge, men nu får de kun hver tredje uge.

Køber selv ekstra rengøringshjælp

Ruth Hansen løser problemet med den manglende rengøring ved selv at punge ud:

- Jeg kan ikke undgå at skulle have lidt hjælp mod betaling.

- Jeg kan godt selv lave noget sæbevand og ordne toilettet og badeværelsesgulvet, men jeg må bede dem om at tage brusenichen med afkalkning og alt det der. Det må de gøre, det kan jeg ikke selv, siger hun.

Ruths besøgsven fra Ældre Sagen i Holbæk, Jan Capel, kan godt mærke, at hjemmet ikke bliver holdt, som da Ruth var yngre og mere frisk.

- Der ryger ikke en hvid tornado igennem her, medmindre man køber den, siger han.

Og han er harm over den behandling, de ældre får fra kommunen:

- Tre kvarters rengøring hver tredje uge svarer til et kvarter om ugen. Den tid kan jeg i hvert fald ikke gøre mit hjem rent på, og så har jeg endda min kone til at hjælpe. Det er simpelthen uværdigt, at de ældste, der vitterlig ikke kan selv, får så ringe en behandling, siger han.

Facebook
Twitter