Salamander er nyt våben i naboers kamp mod svinefarm

Beskyttede arter og sjælden natur kan spænde ben for kæmpe svineanlæg tæt ved landsby på Sydsjælland.

Svinefarm ved Næstved - nu klager beboerne over, at der skal opføres endnu et stort svine-anlæg klos op af stalden (Foto: © Per Gade Gyldenkærne DR, (C) DR)

En landskendt sag om store svinefarme ved landsbyen Rislev uden for Næstved har taget en ny drejning.

Beboerne prøver at stikke en kæp i hjulet på planerne om endnu en farm tæt på landsbyen. De frygter, at naturen i området kan lide ubodelig skade, og det er især den EU-beskyttede store vandsalamander, de henviser til.

Samtidig går de til kamp mod den såkaldte matrikel-finte.

En af beboerne er Annita Petersen. Hun bor med udsigt til de langstrakte tage på den store svinefarm, der allerede ligger nær landsbyen.

Have fyldt med brændenælder

Flagermusene er væk, og kvælstofforurening fra luften får brændenælderne til vokse i Annita Petersens have, siger hun (Foto: © Per Gade Gyldenkaerne)

Hendes have er fyldt med planter, der elsker kvælstof - og det skyldes forurening fra svinefarmen, mener hun:

- Brændenælderne breder sig så hurtigt i min have, at jeg ikke kan følge med. De er rigtigt glade for den ammoniak, der kommer fra farmen, og der er heller ikke nogen flagermus mere, siger hun.

Annita Petersen og en lang række beboere vil nu sammen med miljøorganisationen Greenpeace klage over den kommende svinefarm.

Vil have naturen tilbage

Der er nemlig flere beskyttede naturtyper i området - rigkær og indlands-salteng, der ligesom salamanderen er følsomme over for kvælstof.

Beboerne håber, at klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet kan spænde ben for svinefarmen, og Annita Petersen har kun et ønske, siger hun:

- Det er, at vi får naturen tilbage.

Samme ønske har formanden for beboerforeningen i Rislev, Mogens Callesen. Han håber også, at politikerne vil gribe ind over for den såkaldte matrikelfinte.

- Der må komme en ændring af lovgivningen. Ellers bliver området overbelastet ud over alle grænser, siger han.

Matrikelfinte strandet i regeringen

Sagen om svinefarmene ved Rislev har flere gange været rejst i Folketinget på grund af matrikelfinten, der også er blevet kaldt et hul i loven.

Den eksisterende farm til op mod 120.000 smågrise og den planlagte farm til 20.000 slagtesvin kan nemlig forurene mere, fordi de ligger på hver sin matrikel.

Selv om de ligger klos op ad hinanden og har samme ejer, skal de godkendes hver for sig, og belastningen fra anlæggene skal ikke lægges sammen.

Den forrige regering var på vej med lovgivning mod matrikelfinten, men sagen er strandet i den nye SVM-regering hos miljøminister Magnus Heunicke (S).

Han vil ikke udtale sig om sagen, men Miljøministeriet oplyser i en mail, "at regeringen for tiden overvejer, hvad der er den bedste løsning på denne mulige problemstilling."

Kommune frygter retssag

Næstved Kommune ventes inden sommerferien at give miljøgodkendelse til det nye anlæg.

Ifølge byrådsmedlem i Næstved Charlotte Roest (S) skyldes det, at kommunen ikke har andet valg end at følge den gældende lovgivning.

- Ellers risikerer vi at blive slæbt for retten, siger hun.