Selvtillid, charme...og forhåbentlig job

Nye projekter skal få flere unge til at tage erhvervsuddannelse, siger Christine Antorini.

- Jeg tror, at projektet har hjulpet mig. Jeg har større tro på mig selv nu, siger Mikkel Olesen, der er i 14 dages praktik i Sportmaster Outlet i Holbæk. (Foto: Sten Jørgensen)

Hvordan får man de svageste unge til at gennemføre en uddannelse i stedet for at daske rundt  have droppet en uddannelse for 17. gang? Det skal 11 projekter rundt om i Danmark være med til at svare på.

Projekterne indgår i en større ministeriel indsats som en del af satspuljeaftalen 2011. Her blev det vedtaget at etablere en pulje på 13 mio. kr. til en styrket indsats for bedre overgang til og fastholdelse i erhvervsuddannelse. De seks millioner kroner er afsat til de 11 projekter, fortæller undervisningsminister Christine Antorini:

- Vi skal have ny viden og nye metoder til at finde ud af, hvordan vi får fat på unge, der har mistet troen og har oplevet alt for mange nederlag i livet.

Selvtillidskursus i Holbæk

Et af projekterne står UU Nordvestsjælland for. Her har 12 unge fået en saltvandsindsprøjtning af selvtillid gennem et intensivt kursus:

Mikkel Olesen på 25 år er for nylig flyttet til Sjælland fra Jylland, men har været i mange forskellige forløb, siden han gik ud af folkeskolen. Alt fra produktionsskole til kokkeskole til HF. Det eneste, han har gennemført, er en HG. Men her har han haft svært ved at finde elevplads.

- Hver morgen når vi mødte, skulle vi skrive tre positive ting om os selv. Og dem, vi var sammen med, skulle også sige noget positivt om os. Det fik én til at tænke: "Nå, er jeg virkelig sådan!" Jeg tror, at det har hjulpet mig. Jeg har større tro på mig selv nu, siger Mikkel Olesen.

Flere skal tage en erhvervsuddannelse

Den pulje i Undervisningsministeriet, UU Nordvestsjælland har fået støtte fra, hedder "Unge på tværs". Projekterne skal hjælpe de unge på alternative måder og hjælpe dem videre på ungdomsuddannelser, med særligt henblik på erhvervsuddannelser.   - Det gennemgående i kurset er, at vi skal hjælpe de unge med at finde ud af: Hvad er jeg god til? Hvad vil jeg? Og hvordan kommer jeg derhen, forklarer Marianne Marslew fra UU Nordvestsjælland.

Undervisningen er baseret på et norsk koncept og hedder "Selvfølgelig kan jeg".

- Det handler om at få skabt et trygt miljø, hvor de unge skal lære positiv og løsningsfokuseret tænkning, der kan hjælpe dem med at nå deres mål, siger Brian Nybo, der er vejleder på kurset.

UU Nordvestsjælland skal køre et lignende vejledningsforløb med et nyt hold unge til efteråret. 

Facebook
Twitter