Sigtelser på vej efter ballade på Motalavej

Politiet regner med at være færdig med efterforskningen af nytårs-hærværk inden længe

Efter en lang og sej efterforskning er politiet nu på vej med sigtelser som følge af nytårsballaden i det belastede Motalavej-kvarter.

Ballademagerne fra Motalavej i Korsør kan godt begynde at ryste i bukserne.

Politiet arbejder på højtryk med at efterforske den seneste tids hærværk i det belastede boligkvarter, og inden for kort tid regner ordensmagten at kunne sigte i hvert fald nogle af dem, der har stået bag de kriminelle handlinger.

Efterforskningen drejer sig blandt andet om ildspåsættelserne og angrebene på brandvæsenet nytårsaften, fortæller leder af lokalpolitiet i Slagelse, vicepolitiinspektør Peter Compen:

- Vi regner med at sigte nogle personer inden for den næste måned. Det er ikke nemt, da det jo var mørkt, da raketterne blev fyret af, så det er en lang og sej efterforskning, men vi er i fuld gang.

Smadrede ruder efterforskes

Politiet efterforsker også hærværket mod det lokale outlet-center, der i december fik smadret adskillige ruder. Også her regner Peter Compen med sigtelser:

- Vi har en god dialog med mange personer og er meget fortrøstningsfulde med hensyn til at få sigtet nogen for noget af den kriminalitet, siger han.

Facebook
Twitter