Sjællandske køreskoleelever tager til Fyn og Jylland for at gå til prøve

Ifølge Dansk Kørelærer-Union er problemet med ventetider på teori- og køreprøver værre end nogensinde før.

Tiderne til køreprøver på Sjælland bliver revet væk. (Foto: DR Bornholm © DR)

Nye tider til teori- og køreprøver på Sjælland bliver revet væk, og flere køreskoleelever vælger nu at rejse til Fyn eller Jylland for at komme til prøve.

Ifølge Dansk Kørelærer-Unions landsformand, René Arnt, er de sjællandske kørelærere mere presset på ledige prøvetider end nogensinde før.

- Det har desværre bredt sig som ringe i vandet og begynder at nå helt over til de jyske kredse, siger han.

Efter planen skulle landbrugselev Chris Nielsen fra Næstved bruge tre måneder på at få kørekort, men de er allerede gået, og først nu har han fået en tid til teoriprøve den 24. april på Fyn.

52 kilometer på knallert

- Jeg kører 52 kilometer om dagen på knallert til arbejde, og til juni skal jeg starte på min læreplads, så det kunne være rart at have kørekortet klar inden da, siger han.

Men tiden er dog knap, for først når teoriprøven er bestået, kan han komme i den fire-seks uger lange kø til en køreprøve.

Sidste år blev det muligt for politiet at ansætte civile som prøvesagkyndige for at nedsætte ventetiderne.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi skyldes de fortsat lange ventetider dog, at man mangler medarbejdere samt den politiske prioritering af mandskabet til blandt andet grænsekontrol.

Hvis ikke politiet kan finde en løsning på ventetiderne, mener Dansk Kørelærer-Union, at opgaven skal flyttes til Færdselsstyrelsen eller i sidste ende privatiseres.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K), men han har for nylig modtaget en endnu ikke offentliggjort redegørelse, som han havde bedt om fra Rigspolitiet med forslag til, hvordan de lange ventetider kan løses.

Fakta om ventetider:

  • Kørelærere bestiller tid til deres elever i politiets bookingsystem.

  • Cirka en gang om ugen kommer der nye tider, som altid er 4-6 uger ude i fremtiden.

  • Tiderne er kun gældende for en enkelt uge.

  • Kørelærerne sidder klar ved computeren, så snart tiderne bliver offentliggjort.

  • Tiderne bliver revet væk i løbet af 30 sekunder.

Facebook
Twitter