Skal du have influenzavaccinen i år? Nu tredobles antallet af apoteker, der selv kan vaccinere

Fra i dag kan du blive vaccineret hos lægen eller på apoteket.

I år er der 350 apoteker, der vaccinerer mod influenza. (Foto: Trine Warrer Juul © DR Sjælland)

Hvis du skal på apoteket efter medicin, kan du fra i dag også få en gratis influenzavaccination med i købet, hvis du er over 65 år, gravid eller kronisk syg.

For tre ud af fire apoteker kan fra i år vaccinere kunderne, og det skulle gerne få flere til at tage imod tilbuddet.

Sidste år blev kun omkring halvdelen af de ældre vaccineret mod influenza, og særligt i landkommuner som Lolland og Stevns var tallet lavt.

Derudover var det 119 af landets apoteker, der kunne vaccinere, og det var primært i de større byer. I år er der 350 apoteker spredt ud over hele landet, der vaccinerer.

Se her, hvilke apoteker, der tilbyder vaccinationen:

WHO's mål er, at to tredjedele af de ældre bliver vaccineret, og det mål bliver lettere at nå nu, mener Anne Kahns, der er formand for Danmarks Apotekerforening.

- Jeg er sikker på, at flere i landområderne tager imod vaccinen, når nu vi har apoteker over hele landet, der kan vaccinere, siger hun.

'Ingen grund til at bruge lægens tid på vaccination'

Erfaringer fra udlandet viser, at større tilgængelighed til vaccination betyder, at flere bliver vaccineret.

- For eksempel i Irland er man nået op på de 75 procent vaccinerede, som WHO anbefaler, og det er både apotekernes og lægernes fortjeneste, siger Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening.

På Elefantapoteket i Holbæk har fem af de ansatte lært at vaccinere. Trine Erhard Hansen (tv) og Mette Ulrich Jensen (th.) er uddannet til at vaccinere og øver sig på hinanden. (Foto: Trine Warrer Juul © DR Sjælland)

Flere af kunderne på Elefantapoteket i Holbæk, hvor man tilbyder vaccinationen, har tænkt sig at fravælge lægen til fordel for apoteket.

- Jeg synes, de praktiserende læger har nok at lave, og det er kvalificerede folk, der laver de her vaccinationer, siger Poul Kjærsgaard.

Arne Christensen, der også er en tur på apoteket, er enig.

- Der er ventetid hos lægen, og der er ingen grund til at bruge hans tid, når apoteket kan vaccinere, siger han.

Apoteker og læger bliver konkurrenter

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation i Sjælland, Ulrik Hesislev, mener, at apotekernes entré på markedet for vaccinationer nu betyder, at de bliver konkurrenter til de praktiserende læger.

Men sådan ser Danmarks Apotekerforening ikke på det. Den satser på at få flere ældre til at blive vaccineret.

- Vi tager måske hånd om nogen, der ikke ville være kommet til lægen for at blive vaccineret, fordi det netop er nemt at komme ind til os. Det er en fælles indsats for at nå WHO´s mål med 75 procent vaccinerede, siger formand Anne Kahns.

Men Ulrik Hesislev frygter, at de praktiserende læger risikerer at brænde inde med dyre vacciner, som ikke kan genbruges næste år, hvis patienterne i år går på apoteket for at blive vaccineret.

- I sidste ende kan det betyde, at lægerne holder op med at tilbyde vaccination, fordi det simpelthen bliver for urentabelt for os, siger han.

Vaccinationen tilbydes gratis til de særlige risikogrupper indtil den 15. januar.