Skorstensfejere advarede om større regning til forbrugerne: Sådan er det ikke gået

Prisen er uændret, dog har nogle husejere måttet betale for ekstra sikkerhedsforanstaltninger.

Skorstensfejer Jesper Hviid Kjær har i dag sat en krog på parcelhusejer Michael Rasmussens skorsten i Stensved i Sydsjælland. (Foto: Johanna Maj Varming © (c) DR)

Det kan blive meget dyrere for forbrugerne i fremtiden.

Sådan lød advarslerne, da en skorstensfejer for to et halvt år siden blev dømt i en meget omdiskuteret sag for to gange at have ladet sine medarbejdere rense skorsten på tage uden at være spændt fast.

Dommen slog dermed fast, at skorstensfejere skal være sikret mod fald for at arbejde på tagene.

Det kunne ende med, at skorstensfejerne skulle ud med stilladser og lifte, og det ville sende prisen for at få renset skorsten i vejret, lød det fra skorstensfejerne.

Men så slemt er det slet ikke gået.

- Da vi først fandt ud af, hvad det indebar, valgte vi ikke at søge vores priser hævet, siger oldermand i Skorstensfejerlauget Keld Jensen.

Der er i stedet fundet en langt simplere løsning, hvor husejere kan sætte en krog på taget, som skorstensfejeren kan spænde sig fast i for at være sikret mod fald.

Husejere kan også få sat en renselem op, så skorstenen kan renses inde fra huset.

- Indtil man finder løsningen, ser man selvfølgelig altid de værste scenarier for sig, siger Keld Jensen.

Hvis der allerede er noget, skorstensfejeren kan spænde sig fast til, eksempelvis et trin, behøver husejeren som adgangspunkt ikke at få installeret en krog.

Krog på skorstenen i dag

Løsningen med krogen har Michael Rasmussen i Stensved ved Vordingborg valgt.

På taget af Michael Rasmussens parcelhus sidder skorstensfejer og formand for skorstensfejerne i det gamle Storstrøms Amt Jesper Hviid Kjær. I dag har han skruet en krog fast, så han sikkert kan rense skorstenen.

Skorstensfejer Jesper Hviid Kjær er klar til at kravle op på taget og montere en krog på skorstenen. (Foto: Johanna Maj Varming © (c) DR)

To gange om året får Michael Rasmussen renset skorstenen, der går ned til en brændeovn og et træpillefyr, som står for centralvarmen i huset.

Michael Rasmussen frygtede, at prisen for at få renset skorsten ville ”stige enormt”, og han havde overvejet en anden type varmekilde i huset.

- Det blæser i dag, og derfor er det endnu vigtigere, at skorstensfejerens sikkerhed er i top, så den enkle løsning med en krog er alletiders, siger han.

Hysteriet har lagt sig

Den nye løsning glæder også formanden for Parcelhusejernes Landsforening, Allan Malskjær.

- Det kørte ret hysterisk dengang, så vi er glade for, at der er fundet en løsning, siger han.

Ifølge Skorstensfejerlauget koster det under 1.000 kroner at montere en krog på taget eller få sat en renselem op inden døre.

- At det så igen er en ekstra omkostning, der ligger på vores skuldre, er til at acceptere, for nu er det trods alt i småtingsafdelingen i forhold til de løsninger, der ellers var på bordet, siger Allan Malskjær.

Ifølge Skorstensfejerlauget var det cirka en tredjedel af alle husejere, der skulle have sat en krog på taget eller få lavet en renselem indenfor. Meldingen fra Skorstensfejerlauget er, at det efterhånden er på plads alle steder.

Fakta om skorstensfejning:

  • Det var Arbejdstilsynet, der oprindeligt anmeldte skorstensfejer Arne Pedersen fra Vordingborg for brud på arbejdsmiljøloven, fordi han to gange havde ladet sine ansatte arbejde på taget uden at være spændt fast.

  • I efteråret 2016 blev han i Østre Landsret idømt en bøde på 50.000 kroner. I Højesteret blev Arne Pedersen dømt til at betale 25.000 kroner i foråret 2017.

  • Siden dommen har Skorstensfejerlauget og Blik og Rør været til dialogmøder med Arbejdstilsynet og udarbejdet nye retningslinjer for at arbejde på tage. De nye retningslinjer betyder blandt andet, at skorstensfejere skal have et sikkerhedsbælte på, som de kan spænde fast til en krog eller et trin, når de arbejder på taget. Kan de ikke det, skal de rense skorstenen inde fra huset.

Facebook
Twitter