Snart skyder en skyskraber op i skoven ved Gisselfeld Kloster på Sydsjælland. Ikke af mursten og beton – men af træ. Der er tale om et 45 meter højt udsigtstårn, som besøgende kan bestige for derved at blive belønnet med en 360 graders udsigt over de sydsjællandske vidder.
Trætårnet bliver en del af klatreparken Camp Adventure, hvor der i dag blevet taget første spadestik til byggeriet.
Og selvom tårnet kommer til at rage et godt stykke op i landskabet, vil det ikke skæmme de naturlige omgivelser. Det fortæller Kasper Larsen, der er forretningsudvikler i Camp Adventure.
- Det synes vi i hvert fald ikke. Vi har arbejdet meget med designet og arkitekturen og valgt nogle farver, der går godt i klang med naturen. Så jeg tror faktisk, at det vil blive et rigtig flot bidrag.
Tårnhøje forventninger
Mens der endnu kun er gravemaskiner og byggematerialer at se i skoven, så er der meget høje forventninger til det kommende tårn blandt dagens fremmødte. Blandt andet hos erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der kalder det et fyrtårn for turismen.
- Jeg er en jublende glad mand i dag. Det bliver en kæmpe attraktion på Sjælland. Der kommer til at valfarte rigtig mange familier hertil, fortæller ministeren, der selv glæder sig til at komme op i tårnet, når det står færdigt.
Begejstringen er også stor hos 75-årige Ulla Snedgaard, der er mødt op for at se det første spadestik blive taget.
- Jeg synes, det er så charmerende. Det bliver jo en naturattraktion ud over alle grænser. Og jeg er helt sikker på, at vi vil kunne se den fra vores hus.
Ulla Snedgaard vil dog nøjes med at nyde synet at tårnet.
- Jeg har højdeskræk, så jeg skal nok ikke op i det. Måske halvvejs, siger hun.
Skal tiltrække 100.000 turister
Camp Adventure har årligt op mod 18.000 besøgende, men det nye trætårn forventes at kunne lokke helt op til 100.000 gæster forbi. Det vækker glæde hos Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S), der også er formand for turismesamarbejdet mellem Næstved, Faxe, Stevns og Vordingborg Kommune.
- Det kommer til at betyde enormt meget for hele vores område. Der vil komme folk fra hele verden, som vil op og opleve tårnet. Vi ved jo, at netop naturturisme med vandre- og cykelruter er et hit i øjeblikket, så der er ingen tvivl om, at der vil komme mange tusinde.
Og de mange turister vil også kunne mærkes i de omkringliggende områder, mener Carsten Rasmussen.
- Tårnet vil tiltrække turister, og det smitter selvfølgelig af på alle de andre turistattraktioner i området. Når de har set tårnet, tager de måske også forbi Møns Klint, Faxe Kalkbrud, Bonbon-Land eller Gavnø, siger han.
Klatreparken Camp Adventure, der ligger en times kørsel fra København, tilbyder allerede de besøgende en tur i trætoppene på en række forskellige trætop- og svævebaner.