Slidte skinner får tog til at sænke farten: Region har ikke råd til at renovere ’livsnerve’ til en million passagerer

Busruter risikerer at lukke, hvis Region Sjælland selv skal betale for at renovere skinnerne, siger regionsrådsformanden.

Det er ikke første gang, at lokalbanerne har været ramt på økonomien. I 2018 kom forslaget om at lukke Tølløsebanen mellem Slagelse og Tølløse. Nu mangler Region Sjælland penge til at renovere Østbanen mellem Køge, Faxe Ladeplads og Rødvig. (Foto: Regionstog A/S)

Passagererne, der tager toget fra Faxe Ladeplads og Rødvig til Køge, må være ekstra tålmodige, når de skal pendle til uddannelse og arbejde.

Skinnerne på Østbanen er nemlig tæt på at have overskredet den normale levetid for en togskinne på 40 år, og af sikkerhedsmæssige grunde bliver farten på banen i midten af december sænket fra 100 til 75 kilometer i timen.

Og der er ikke udsigt til, at tempoet på lokalbanen bliver sat op foreløbig.

Regningen for en gennemgribende renovering af Østbanen lyder på 660 millioner kroner, og det er en økonomisk opgave, som Region Sjælland langt fra kan løfte alene, understreger regionsrådsformanden Heino Knudsen (S).

Regionsrådet vil derfor lægge pres på transportministeren, så de udtjente skinner kan blive en del af et kommende transportforlig.

Ellers tvinges togpassagererne fra Østbanen ud på vejene, mener Venstres Jacob Jensen, der er 2. næstformand i regionsrådet.

- Som alternativ skal man ud at sidde i kø på Køge Bugt Motorvejen. Det er ikke et godt alternativ for hverken pendlerne eller miljøet. Vi arbejder på, at Transportministeriet og regeringen kommer til lommerne, fortæller han.

Støttes af lokalpolitikere

Tanja Larsson er socialdemokratisk folketingsmedlem fra Faxe-Stevnskredsen. Hun har sammen med syv andre lokalpolitikere fra Stevns og Faxe kommuner sammensat en gruppe, der skal i dialog med borgere og politikere for at få skiftet skinnerne på Østbanen.

- Hvis man bor i Næstved, har man gymnasiet, forskellige videregående uddannelser og et sygehus inden for rækkevidde. På Stevns eller i Faxe skal man bruge Østbanen for at komme til job, uddannelse eller sygehus. Vi er afhængige af den togrute, fortæller Tanja Larsson.

Det er ikke første gang, at lokalbanerne er ramt på økonomien. I 2018 kom forslaget om at lukke Tølløsebanen mellem Slagelse og Tølløse. Banen overlevede, da regionen fandt besparelserne på busruterne i stedet.

- Det er den situation, som landdistrikterne står i. Vi ser effekten af alt for mange års centralisering, og så står vi, hvor vi gør nu, siger Tanja Larsson.

- Den finansiering af Østbanen, vi har nu, blev aftalt i 2000 og sluttede i 2009. Der er ikke landet nogen ny aftale i de ti år, der er gået. Derfor vil vi gerne have Østbanen ind i nogle trafikforlig og forhandlinger, fortsætter hun.

Manglende hjælp vil lukke busruter

Der er årligt en million passagerer på Østbanen, og transportminister Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet har tidligere sagt nej til at finansiere renoveringen af lokalbanen.

Alligevel tror regionsrådsformand Heino Knudsen, at ministeren i sidste ende vil bøje sig.

- Det er en livsnerve i Region Sjælland. Det handler om folk, der er skal på uddannelse og i arbejde. Vi er ved at afvikle den kollektive trafik, og det er der ikke plads til, siger han.

Jacob Jensen mener også, at der er gode argumenter for, at staten skal træde til i denne situation.

- Vi er den region i landet, der har flest lokalbaneskinner. Det betyder også, at vi har de største udgifter til formålet. Vi er nødt til at få en ekstraordinær hjælp fra staten i denne her situation.

Regionen har lagt op til, at Banedanmark skal overtage togruten, men hvis det ikke bliver en realitet, må regionen selv til lommerne for at betale de nye skinner. Og det vil betyde et lån på op til 660 millioner kroner.

- Det vil koste os omkring 30 millioner kroner i afdrag om året. Det er 30 millioner, som vi skal spare på busruter andre steder i området. Det er rigtig mange busruter, og det ser jeg ikke som en mulighed, siger Heino Knudsen.

Region Sjælland vedtog på det seneste regionsrådsmøde at lægge et politisk pres på transportministeren og sætte en analyse af renoveringen i gang, der vil koste i omegnen af otte millioner kroner.

Regionens eget ansvar

I et skriftligt svar til DR Sjælland skriver Transportministeriet, at det er Region Sjællands eget ansvar at vedligeholde Østbanen:

- Regionen har ansvaret for Østbanen, ligesom den har fået finansiering fra staten og kommunerne i regionen til at drive, vedligeholde og investere i Østbanen og de øvrige privatbaner i regionen. Derfor henviser transportminister Benny Engelbrecht til Region Sjælland, skriver Transportministeriet.

- Ministeriet noterer sig desuden, at regionen nu har afsat otte millioner kroner til en undersøgelse af, hvad der kan gøres, og hvor meget det koster, hvilket er første skridt på vejen til at løse den opgave, som regionen er betroet.

Artiklen er opdateret d. 7. november med et skiftligt svar fra Transportministeriet.