Slikbutik må bruge isfryser som pakkelager op til Black Friday: 'Det er gået helt amok i år'

I morgen er det årets største handelsdag. Pakkeleverandører hyrer ekstra personale og forventer stor stigning i antallet af pakker.

- Jeg vil skyde på, at der er 70-80 pakker, hvis man tæller både gamle og nye. Vi har alene fået 38 nye pakker fra DAO i dag, siger Mie Gry Hee, mens hun går ud på lageret.

Mie Gry Hee arbejder i slikbutikken Slikmix i Skælskør. Udover at sælge labre larver og skumspejlæg til kunderne i løs vægt udleverer medarbejderne også pakker fra flere fragtselskaber.

Hun forventer, at de mange pakker kun er starten på et større pakkekaos, som flere fragtselskaber spår, der vil komme efter Black Friday i morgen.

Butikken er nemlig fyldt med brune papkasser med klistermærker, der afslører, at pakkerne indeholder alt fra en ny kontorstol til hobbygrej.

Op til 600.000 pakker om dagen

Hos de største distributører af pakker i Danmark PostNord og GLS oplever de, at de efter coronanedlukningen i foråret har oplevet flere danskere købe ting over nettet.

Nogle dage kan PostNord komme op på 600.000 pakkeleveringer om dagen, og mængden vil kun blive større efter i morgen, hvor mange vil sidde klar på nettet og jagte tilbud i anledningen af Black Friday, fortæller pakkechef i PostNord Lene Reipuert.

- Vi har ansat 500 flere mennesker til at hjælpe os de kommende uger og måneder. Vi har sørget for at have ekstra biler, og vi har udvidet vores åbningstider i vores kundelinjer, siger hun.

Pakkechefen fortæller, at PostNord forventer, at der vil komme 30-35 procent flere pakker i forbindelse med Black Friday og julesalget sammenlignet med sidste år under udsalgsdagen.

GLS forventer en stigning, der er langt større.

- Vi forventer at komme til at ligge et sted på mellem 200-300 procent i dagene efter Black Friday. Det er noget, vi har regnet os frem til blandt vores kunder og interne prognoser. Men det er et estimat, siger marketingschef Marianne Jensen.

Hun fortæller, at GLS også har ansat flere personer i form af chauffører, lagerpersonale og medarbejdere til deres kundeservice i den kommende periode.

PostNord vurderer, at de mange pakker skyldes, at langt flere kunder er begyndt at føle sig trygge ved at handle på nettet.

- Det vil tage rigtig fart med pakker, når vi når ind i næste uge, siger Lene Reipuert.

Bruger isfryser som lagerplads

I Skælskør er pakkerne stablet på hylderne på lageret, gulvet og nogle ligger sågar mellem sodavandskasserne.

- Vi er nødt til at bruge den plads, som vi har. Vi er ikke en særlig stor butik. Det går helt bananas, siger Mie Gry Hee og fortæller, at butikken modtager mellem 50 og 100 pakker om dagen.

Indehaveren af Slikmix Hisham Ibrahim Sulaiman har også taget alternative metoder i brug for at have plads til de mange leveringer, hvor butikken tjener fire kroner per pakke.

Det lille baglokale hos Slixmix i Skælskør er allerede ved at være fyldt med pakker. (Foto: Muzammil Ali © DR Sjælland)

I fryseren ude i butikslokalet er plastikbøtter med flødeis erstattet med flere pakker.

Der er ikke plads til at lægge dem andre steder, fortæller Mie Gry Hee.

- Vi har delt vores pakker op i sektioner fra de forskellige firmaer. Her har vi vores pakker fra Bring, og vi er nødt til at bruge vores isfryser for at få plads til dem. Det er gået helt amok i år.

Hun er dog sikker på, at butikken nok skal komme igennem de mange ekstra pakker, der snart vil tikke ind i butikken.

- Så længe folk gider at hente deres pakker, skal vi nok klare den, siger Mie Gry Hee.

Hos Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) lød meldingen sidste år, at der på Black Friday blev omsat for 750 millioner kroner i danske netbutikker.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter