Slut med bøder i forruden: Nye regler får små kommuner til at droppe parkeringskontrol

'Vi har ikke ressourcer til at overtage kontrollen', lyder det fra politiet.

Tidligere skulle kommunerne aflevere 50 procent af parkeringsindtægterne til staten, men nu skal kommunerne aflevere 70 procent af indtægterne. (Foto: Celina Dahl © Scanpix)

Fra nytår kommer der ikke længere til at ligge en seddel i forruden fra en kommunal p-vagt, hvis man for eksempel parkerer for tæt på et hjørne eller over en cykelsti i Odsherred Kommune.

Byrådet har nemlig besluttet at sløjfe parkeringskontrollen, efter at der i år er trådt en ny lov i kraft, så 70 procent af parkeringsindtægterne – mod tidligere 50 procent - skal afleveres til staten.

- Derfor skal vi ud og finde pengene et andet sted, og det ville være en hjemmehjælper eller en pædagogmedhjælper, vi var nødt til at fyre for at finansiere det, siger borgmester Thomas Adelskov (S).

Det vil byrådet ikke være med til, understreger borgmesteren.

- Så vi har simpelthen opsagt aftalerne og kommer ikke til at have p-vagter længere i Odsherred Kommune, siger han.

Parkering Nord, der står for parkeringskontrollen i 25 kommuner rundt om i landet, oplyser, at også Thisted og Struer kommuner har opsagt samarbejdet, efter de nye regler er trådt i kraft.

- Det kan selvfølgelig give nogle rigtig store udfordringer med folk, der bare parkerer hid og did, når man ikke længere kontrollerer, men så er det politiet, der må træde til, siger borgmester Thomas Adelskov (S).

Frygter flere farlige parkeringer

Men det kommer politiet ikke til, siger Peter Stryhn, der er leder af færdselsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det er sørgeligt, at kommunerne skærer ned på eller afskaffer parkeringskontrollen. Det er ikke noget, færdselspolitiet får tid til at tage sig af. De kommunale parkeringsceller blev lagt ud, for at kommunerne skulle se efter, at regler blev overholdt, siger han.

Politiet rykker ud, hvis de får opkald om, at en bil holder farligt parkeret og skal flyttes, men de har ikke ressourcer til den forebyggende kontrol, understreger han.

Derfor frygter Peter Stryhn, at det vil gå ud over trafiksikkerheden.

- Når folk bliver opmærksomme på, at der ikke er nogen, der kommer og opretholder reglerne, så frygter jeg, at det kan blive det vilde vesten, hvor folk holder som de vil. Så får man dårligere oversigtforhold, og det kan ende med, at der sker utilsigtede færdselsuheld, siger Peter Stryhn.

Den bekymring bakkes op af erfaringer fra Lolland Kommune. Her afskaffede man for et par år siden parkeringskontrollen for at spare penge, men måtte indføre den igen.

- Vi oplevede, at borgerne holdt, hvor det passede dem, og det gav nogle irritationsmomenter og nogle farlige situationer, så vi måtte indføre kontrollen igen, siger formand for teknikudvalget i Lolland Kommune Gert Mortensen (S).

Thomas Adelskov håber, at en mulig løsning kunne være, at man differenterede reglerne, så de små kommuner uden de store parkeringsindtægter blev tilgodeset.

- En mulighed kunne jo være at lave en differentieret model, så man sætter ind, der hvor man synes, at kommunerne har tjent på parkering, i stedet for at ramme alle os andre, der bare forsøger at regulere trafikken, siger Thomas Adelskov (S).

Facebook
Twitter