Snart kan du cykle dig gennem istiden

Gennem en app skal man på cykelturen kunne se, hvordan isen har formet landskabet fra Odsherred til Sorø.

Det skal være muligt at købe "all inclusive" pakkerejser, hvor cykelleje, forplejning og overnatning er inkluderet. Det er en meget udbredt ferieform i både Holland og Tyskland, forklarer projektleder for Istidsruten, Anders Lauritzen. (© Pressefoto)

Kunne du tænke dig at pakke cyklen og tage på en cykelferie rundt i det landskab, der er blevet formet af fortidens store ismasser?

Så kan du i fremtiden trampe i pedalerne på en 250 kilometer lang rute gennem Sjællands landskab fra istiden fra Odsherred i nord til Sorø i syd.

Det er Nordea-fonden, der har doneret 21 millioner kroner til ruten, der kommer til at hedde Istidsruten.

Cykelruten vil stå klar i 2020, og på turen kan cyklister opleve alt fra morænebakker til smeltevandssletter og andre af de landsskabsformationer, istiden har efterladt sig.

Med Istidsruten kan det midt- og vestsjællandske konkurrere med andre store trækplastre for turister, fortæller projektleder for Istidsruten, Anders Lauritzen.

Istidsruten kommer til at gå fra Odsherred i nord til Sorø i syd. Der bliver lagt små lokale "sløjfer" ind i ruten, hvis der er en interessant lokal oplevelse. (© Grafik: Signe Heiredal (DR))
Istidsruten kommer til at gå fra Odsherred i nord til Sorø i syd. Der bliver lagt små lokale "sløjfer" ind i ruten, hvis der er en interessant lokal oplevelse. (© Grafik: Signe Heiredal (DR))

Man skal kunne se isen i landskabet

Ruten er dog langt fra en normal cykelrute. Undervejs kan cykellisterne nemlig opleve en digital og visuel fortælling omkring istidens landskaber.

- Der er kommet mange nye muligheder. Næsten alle, der bevæger sig ud i landskabet, har et stykke højteknologi liggende i lommen. Med mobilen kan man faktisk vise billeder eller filmstrimler, der viser tingene, sådan som de så ud, lige hvor man står ude i landskabet, som det så ud for mange millioner eller tusinde år siden, siger Anders Lauritzen.

På ruten kan man tage sin telefon op ad lommen og gennem en app opleve, hvor isen fra istiden har ligget. Tanken bag appen er, at man skal få fornemmelsen at stå i landskabet under istiden.

- Det kan være svært at forstille sig, når man hører det, eller ser det på et skilt. Gennem mobilen kan man se, hvordan landskabsformationen er blevet dannet af den is, der tidligere lå der, forklarer projektlederen.

Et af rutens stop bliver Kløveshøj ved Tissø på Vestsjælland. Bakketoppen er 100 meter over havet, og den er skabt af dødis, store klumper is, der har ligget tilbage efter en gletscher er smeltet. (© Pressefoto)

Istidsruten kommer til at gå langs eksisterende veje og stier og vil blive markeret med ruteskilte undervejs, som man kender det fra for eksempel Margueritruten.

Gennem ruten ligger der turistattraktioner som Brorfelde Observatorium, Naturpark Åmosen og Geopark Odsherred.

- Vi vil bruge en stor del af pengene på at lave nogle spændende installationer og oplevelser, hvor man kan bruge mere tid end blot et kort stop, fortæller Anders Lauritzen.

"All inclusive" cykelferie

Udover at nyde den danske natur fra cykelsædet kan besøgende også købe en ”all inclusive” pakke med leje af cykel, bagagetransport og overnatning.

- Det er ikke den normale måde, folk holder cykelferie på i Danmark. Her vil man arrangere turen selv eller lege et sommerhus, hvor man kan cykle fra.

- Men i Tyskland og Holland er det meget stort, at man køber en uges pakkerejse, hvor cykellisterne får en seng og et måltid mad, når man kommer frem, siger Anders Lauritzen, der håber på at lave et samarbejde med lokale turistaktører omkring pakkeløsningen.

Istidsruten, der også kan bruges af lokale cykelentusiaster, ventes klar til besøgende fra foråret om to år.