Socialudvalgsformand: Vi har lært meget af kundbysagen

Holbæk Kommune har udarbejdet en handleplan, så den er bedre til at håndtere radikaliserede unge i fremtiden.

Kundbypigen var kun 15 år gammel, da hun blev anholdt og sigtet for terrorplaner mod sin tidligere skole i Fårevejle samt den jødiske Carolineskolen i København. (© dr)

Kundbypigen blev udsat for en række svigt af Holbæk Kommune i tiden inden, hun blev anholdt, sigtet for terror.

Det vurderer en af landets førende eksperter i socialret i forbindelse med DR-dokumentaren ”Kundbypigen”.

Formanden for kommunens socialudvalg, SF's Bente Röttig, var ikke medlem af byrådet, da Kundby-sagen tog fart. Men hun forsikrer, at kommunen har lært af sagen og udarbejdet en handleplan, så man i fremtiden har en guide til at håndtere radikaliserede unge:

- Handleplanen er meget konkret. Der skal ikke være nogen, som er i tvivl om, hvor de skal henvende sig, hvis de er bekymrede for en ung, som er på vej til at blive radikaliseret, siger hun.

Alle skal informeres

Kommunen har blandt andet lavet informationsmateriale til lærere, pædagoger, sportstrænere eller andre, der måtte have kontakt til de unge.

- Der er lavet flere forskellige slags materialer. Fra den lange forklaring til et postkort med navn og nummer på dem, man skal ringe til, siger Bente Röttig.

Sammen med ti andre kommuner har Holbæk fået konsulenthjælp fra Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme og Radikalisering til at udarbejde handleplanen for radikaliserede.

- Det er ikke tilfældigt, at Holbæk Kommune har valgt at være med i den første bølge, så vi kan blive bedre rustet til at gøre det rigtige. Og jeg tror på, det kan være med til at betyde noget, siger udvalgsformanden.

Kundbysagen:

  • 13. januar 2016
    Den 15-årige pige anholdes, efter at Midt-og Vestsjællands Politi under en større politiaktion finder sprængstoffer på en adresse i Kundby. Den 15-årige pige, der er konverteret til islam, anholdes klokken 12.22.
  • 14. januar 2016
    En 24-årig dansk mand anholdes som medskyldig, efter han har meldt sig selv til politiet.
    Pigen fremstilles i grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre. Hun isolationsfængles til den 26. januar 2016 og varetægtfængsles til den 9. februar 2016.
  • 4. februar 2016
    Anklagemyndigheden beslutter at ophæve isolationen af pigen, selvom fristen først udløber d. 9. februar. Hun sidder stadig varetægtsfængslet.
  • 8. marts 2016
    Pigen, der nu er blevet 16 år, og den 24-årige mand bliver i Retten i Holbæk sigtet for at planlægge terrorangreb mod Sydskolen i Fårevejle og den jødiske skole Carolineskolen i København.
    Pigen har ifølge anklageren skaffet kemikalier og forsøgt at fremstille sprængstoffet TATP. Den 24-årige mand skulle have hjulpet med hende med bombemanualer.
  • 10. februar 2017
    Sigtelsen frafalder den 24-årige mand, som løslades.
    Samtidig rejses der tiltale mod pigen, der stadig er varetægtfængslet næsten et år efter. Hun tiltales for at forberede bombefremstillinger og for at planlægge prøvesprængning.
  • 19. april 2017
    Restssagen mod den nu 17-årige pige begynder ved Retten i Holbæk. Her kommer det blandt andet frem, at det var pigens familie, der tilkaldte politiet.
  • 10. maj 2017
    Anklageren fremlægger nye beviser i retten. Der er fundet noter og breve i pigens celle, der er skrevet af pigen selv under retssagen. I en note fra den 30. april 22.27 med overskriften 'Sandheden', skriver hun, at hun ikke går med tørklæde for at narre, og at hun vil lokke alle i en fælde.
    Derudover har pigen skrevet breve til terrordømte Enes Cifti, hvor hun forklarer, at hun stak en pædagog ned på en lukket insitution, hvor hun var varetægtsfængslet, fordi han var tidligere soldat i Irak og Afghanistan.
    Amklageren argumenterer for, at det er nye beviser, men forsvaren afviser.
  • 18. maj 2017
    Pigen idømmes seks års fængsel ved nyretten i Holbæk.
  • 31. maj 2017
    Statsadvokaten anker dommen til Østre Landsret og går efter forvaring.
  • 24. november 2017
    Ved Østre Landsret kendes pigen skyldig i planlægning af terror, samtidig med hun kendes skyldig i legemesangreb af særlig brutal eller farlig karakter efter at have stukket en pædagog ned med et knust spejl.
  • 27. november 2017
    Den 17-årige pige idømmes otte års fængsel.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.