Solvarmeanlæg udsat for hærværk: Skader for over 400.000 kroner

Forbrugere skal i værste fald undvære CO2-neutral varme i flere måneder, vurderer energichef.

21 solpaneler er ødelagt ved solvarmeanlægget hos SK Forsyning på Halsskov ved Korsør. (Foto: Diego Bønke © DR Sjælland)

Det ligner små iskrystaller, der glitrer på jorden langs række 30 ved solvarmeanlægget hos SK Forsyning på Halsskov ved Korsør.

Men krystallerne er knust glas fra 21 solvarmepaneler, der natten til torsdag blev ødelagt af ukendte gerningsmænd.

- Jeg tænkte, at det simpelthen ikke kan være rigtigt. Solvarmeanlægget er det eneste i Danmark, der har været udsat for denne form for vandalisme, fortæller energichef i SK Forsyning Carsten Lunde.

Virksomheden blev torsdag morgen kontaktet af en borger, der havde set de knuste glasruder på en gåtur, og hærværket ærgrer energichefen.

- Det må være nogen, der ikke synes om grøn energi og fossilfri brændsel, siger Carsten Lunde.

I lydklippet kan du høre lyden af det knuste glas fra solvarmepanelerne.

Skader vil koste mindst 400.000 kroner

Det vil koste over 20.000 kroner per ødelagt panel at udbedre skaderne.

Derudover vil en forsikringssag for forsyningsselskabet løbe op i mindst 400.000 kroner, og omkostningerne kan blive endnu større, vurderer energichefen.

Firmaet ved nemlig endnu ikke, om der er gået hul på slangerne inde i solvarmepanelerne, der leder varmen videre.

- Er der hul på slangerne, betyder det, at vi skal have sat helt nye paneler op i denne række. Panelerne har et par måneders leveringstid, og i den periode vil vi ikke kunne levere CO2-neutral varme på anlægget, lyder det fra Carsten Lunde.

Han understreger dog, at det ikke betyder, at borgere, der normalt modtager varme fra anlægget, skal fryse i perioden. Varmen kan nemlig produceres fra gaskedler som alternativ.

  • SK Forsyning og Sydsjællands og Lolland-Falster politi mistænker, at det er nogle, der har kastet med sten for at ødelægge solpanelerne. (Foto: Diego Bønke © DR Sjælland)
  • 21 paneler er i alt knust ved solvarmeanlægget. (Foto: Diego Bønke © DR Sjælland)
1 / 2

Solvarmeanlægget blev opført sidste år og er i alt 11.700 kvadratmeter stort, hvilket svarer til cirka halvanden fodboldbane. Det forsyner omkring ti procent borgerne i Korsør med varme.

Fik afslag på kameraovervågning

SK Forsyning har installeret kameraovervågning på selve varmeværket, men fik afslag på at gøre det samme ved solvarmeanlægget.

- Vi har desværre ikke fået tilladelse til at sætte kameraovervågning op på hele området, fordi der går en offentlig sti gennem området, fortæller Carsten Lunde.

Firmaet vil nu igen henvende sig til myndighederne og søge om tilladelse til at kameraovervåge området efter episoden.

SK Forsyning har også haft planer om at sætte hegn op omkring solvarmeanlægget for at kunne holde får, der kunne græsse blandt solpanelerne. Energichefen tvivler dog på, at et hegn vil holde fremtidige gerningsmænd væk.

- Hvis man har de tilbøjeligheder, kommer man ind, hvis man gerne vil det, siger Carsten Lunde.

Sydsjællands - og Lolland-Falsters Politi bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse om hærværket ved solvarmeanlægget.

- Det er tale om groft hærværk. Vi har sendt en efterforsker derned til formiddag for at undersøge, hvilket redskab der er blevet brugt til at begå hærværket, fortæller vagthavende hos Slagelse Politi John Krohn.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi efterspørger desuden lokale vidner, der har været i området fra onsdag middag til tidlig morgen torsdag.

SK Forsyning håber, at henvendelser fra lokale kan hjælpe med at opklare hærværket.