Sommerskole for de måske egnede

Nye karakterkrav til erhvervsskolerne rammer fire ud af ti elever fra Guldborgsund. Nu åbner de en sommerskole, så eleverne bliver klar til optagelsesprøve

Unge i Guldborgsund med karakterer under 02 bliver tilbudt at gå i sommerskole. Målet er, at de bliver klar til erhvervsskolernes optagelsesprøve. (© Colourbox)

I år er det ekstra problematisk, at så mange forlader folkeskolen med lave karakterer, for de nye adgangskrav til erhvervssskolerne betyder, at mange får afslag.

Derfor har Guldborgsund i 11. time lavet sommerskole for de unge, der ikke kom ind på erhvervsskolerne. Det fortæller Janne Hansen, der er formand for uddannelsesudvalget i Guldborgsund:

- Der er kurser i ungdomsskolen, så man henover sommeren kan forbedre sine karakterer og gå op til en optagelsesprøve på erhvervsskolen, siger hun.

Udvalgsformand: Katastrofalt

4 ud af 10 forlader folkeskolen i Guldborgsund uden at være klar til at gå videre på enten erhvervsuddannelse eller gymnasium. Og det er slet ikke godt nok, siger Janne Hansen:

- Det er katastrofalt. De resultater er ikke gode nok. Så nu skal skolerne selv komme med egne ambitiøse mål for, hvor de vil tage fat efter ferien, siger hun.

Eleverne halter efter på karaktererne. Og de er ikke modne nok til at komme op om morgenen og følge en uddannelse. Det vurderer kommunens uddannelsesvejledere.

Starter med forældrene

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) siger, at hun forventer resultaterne bliver bedre, når den nye skolereform har virket i nogle år.

Men arbejdet med at gøre eleverne uddannelsesklar skal starte langt fra klasselokalet. Det er nemlig forældrenes ansvar, at børnene er klar til at gå i skole, siger familierådgiver Lola Jensen:

- Hvis ikke der sker et jordskred i forhold til, hvordan børnene er rustet, når de kommer hjemmefra, så kan der komme en reform om tre år. Og det kommer ikke til at ændre noget, siger hun.

Facebook
Twitter