Sommmerferie: Husk at tjekke dit pas i tide

Der er stor forskel på, hvor hurtigt du kan komme til i Borgerservice, når passet skal fornyes.

Husk at tjekke om dit og dine børns pas er gyldige, inden du pakker kufferten. Ventetiden på at komme til hos borgerservice varierer fra kommune til kommune. (© ColourBox.com)

Skal du have fornyet passet før ferien, så er der stor forskel på, hvad du skal gøre, og hvor lang tid det tager at få det i hånden alt efter, hvor du bor henne.

I flere kommuner kan du nu bestille tid på nettet til at få passet fornyet hos borgerservice. Du kan enten bruge dit NemID eller booke direkte på kommunens hjemmeside. Det gælder blandt andet i Næstved.

Selvom det beskrives som en bedre service end hidtil, er der lige nu cirka 14 dages ventetid bare på at få en tid.

Men det mener borgerservicechef i Næstved Karen Delfs ikke er noget problem.

- Hvis man kan få en tid, der passer en, tager det jo kun ganske kort tid at få lavet et pas, siger hun.

Før kunne du risikere at skulle vente op til halvandet time i borgerservice, når du troppede op. Ifølge Karen Delfs er 90 procent af borgerne tilfredse med den ny pas-tids-bestilling.

- Men den borger, der ikke har sat sig ind i det og bare tropper op, for at blive sendt hjem igen, kan godt være lidt højlydt utilfreds, siger hun.

Ekstra længe åbent

I mange kommuner skal du stadig blot troppe op i borgerservice. Her kan der til gengæld være lang ventetid. For eksempel i Kalundborg, hvor Charlotte Brix er borgerservicechef:

- Det er især torsdag eftermiddag, hvor børnefamilierne har hentet børn, og det er værst her op til ferien, siger hun.

I Kalundborg har borgerservice derfor valgt at holde ekstra længe åbent på udvalgte torsdage samt på lørdage.

- Og det har borgerne taget godt imod, forklarer Charlotte Brix.

Fakta om pasbestilling:

  • I nogle kommuner skal du bestille tid til nyt pas med NemID, inden du møder op i borgerservice.

  • Du kan benytte en hvilken som helst borgerservice, når passet skal fornyes.

  • Det tager typisk 10 til 14 dage, før du har passet i hånden, når det er bestilt.

Facebook
Twitter