Strudsen er en truet fugleart i Danmark

Strudseavlen er kollapset, og der er stort set ingen erhvervsstrudse tilbage i dansk landbrug.

Strudsen blev aldrig en succesfuld nicheproduktion i dansk landbrug. I dag er de fleste farme lukket, og mange farmere står tilbage med store økonomiske tab. (Foto: Donarreiskoffer © Creative Commons)

Strudsen er truet i Danmark. I hvert fald er det stort set slut med dansk strudseproduktion, der for mange strudsefarmere endte som et kostbart eksotisk eventyr med betydelige økonomiske tab.

Omkring årtusindskiftet var der over 300 strudsefarme og et skøn på flere end 2.000 strudse rundt i landet. I dag er der kun en håndfuld tilbage, anslår Jørgen Nyberg Larsen, sektorchef i Landbrug & Fødevarer og tidligere sekretær i 'Strudseforeningen'.

- Efter min bedste overbevisning er det fordi de beregninger, der blev lagt frem dengang, slet ikke holdt stik. Man fik ikke de afregningspriser for kødet, man havde håbet på. Skindet viste sig at være noget nær usælgeligt, og foderomkostninger var langt højere end beregnet, forklarer Jørgen Nyberg Larsen.

Halvdelen blev sendt til destruktion

Torben Jørgensen fra Jorløse på Vestsjælland var en af mange, der forgæves forsøgte at få strudsen tilpasset danske forhold. Det gik galt, og efter syv års kamp måtte Torben Jørgensen indstille sin strudseproduktion, da banken ikke ville være med.

- Forestil dig en hønsefarm med 40 høns, der tuller rundt, løber ind i hinanden og rejser sig op igen. Det sker som regel uden større dramatik. Men forestil dig så fugle på over 100 kilo, der enten løber ind i hinanden eller direkte ind i en lysmast med 60 km/t. Det gik helt galt, og jeg måtte sende over halvdelen af dyrene til den lokale destruktionsanstalt, siger Torben Jørgensen, der ikke er imponeret over fuglens intelligensreserver.

- De er svære at dressere som pattedyr. Man skal huske på, at det er en fugl. Og den har en hjerne, der ikke engang vejer så meget som det ene øje på den. Så det er ikke ligefrem hjernen der trykker, konkluderer den forhenværende strudsefarmer fra Jorløse, der stod tilbage med et økonomisk tab på cirka 700.000 kroner.

Slut med eksotiske dyr i dansk landbrug

I følge Landbrug og Fødevarer er der ikke umiddelbart udsigt til flere eksotiske dyrearter i dansk landbrug, selvom den amerikanske bisonokse ser ud til at trives på et par bedrifter herhjemme.

- Jeg tror, landmænd har fået nok af både strudse, lamaer og andre eksotiske dyr lige foreløbig, vurderer sektorchef Jørgen Nyberg Larsen.