Svømning, løb og cykling i ekstrem kulde: Danske Anders har gennemført første ironman på Antarktis

Som den første i verden har Anders Hofman Laursen svømmet, cyklet og løbet en ironman-distance på verdens koldeste kontinent.

40 timer, 45 minutter og 33 sekunder.

Sådan lyder den uofficielle tid på verdens første gennemførte og dokumenterede ironman-distance på Antarktis.

Titlen tilhører 29-årige Anders Hofman Laursen fra Bråby ved Haslev, der var på sit livs ekspedition for at gennemføre en såkaldt ’Iceman’ på Antarktis, hvor han netop er nået i mål.

Men det har ikke været let at gennemføre den lange ironman-distance. Holdet bag Project Iceman var blandt andet spærret inde i en snestorm i over 27 timer under løbet. Derfor lyder den fulde uofficielle tid på 72 timer, 54 minuter og 9 sekunder, hvis man regner snestormen med.

En 'Iceman' er en distance på samme niveau som en ironman, der består af 3,8 kilometer svømning i minus 2 grader koldt vand, 180 kilometer cykling og 42,2 kilometer løb i et sneklædt og iskoldt terræn på Antarktis.

Anders Hofman Laursen har blandt andet forberedt den kolde distance ved at opholde sig i timevis på et løbebånd i en frysecontainer, gennemført et maraton i Grønland og svømmet i isvand ved Svalbard.

Målet for den gennemførte Iceman er at bevise, at grænser er noget, vi selv sætter, fortæller triatleten.

- Det findes ikke grænser for, hvad vi kan. Vi skal ikke holde os tilbage af alle de udfordringer, som vi nu kan møde på vores vej, siger Anders Hofman Laursen om turen, som han har forberedt i to år.

Strandet i snestorm i over et døgn

Teamet bag Project Iceman mødte også mange udfordringer på deres vej både før og under ekspeditionen.

Først var det en udfordring i sig selv at finde de 400.000 euro, hvad der svarer til knap tre millioner kroner, der skulle til for at komme afsted til Antarktis og gennemføre løbet.

Holdet blev nødt til at lave en helt ny cykelrute end tidligere planlagt, fordi de varme vejrforhold og den bløde sne gjorde det umuligt at bruge den oprindelige rute. Det har blandt andet givet udfordringer omkring forsyninger og husly. (Foto: herman berger © Project Iceman)

Penge, som Anders Hofman Laursen og folkene bag projektet har brugt måneder på at indsamle gennem sponsorater, og noget af beløbet måtte Anders Hofman Laursen selv optage som et lån.

- Pengene holdt mig ikke tilbage fra at hoppe ud i projektet. Det har krævet en investering for at det lykkes at være afsted i så lang tid, og det kræver et stort team, fortæller Anders Hofman Laursen.

Selvom holdet var forberedt på vejrforholdene på Antarktis, der bestod af Anders Hofman, hans lillebror Anton Hofman, fire kamerafolk og to polarekspeditionsguider, har holdet alligevel mødt en del udfordringer med varme temperaturer og en hård vind.

Anders Hofman Laursen måtte blandt andet smage isen flere gange under den 33 timer lange cykeltur, fordi hans fatbike, en cykel med ekstra brede dæk, væltede på det bløde sneunderlag, der var blevet til slush-ice på grund af en usædvanlig varme på kontinentet.

Derudover måtte holdet søge ly i deres shelters under triatlonnets sidste disciplin efter 15 kilometer løb, fordi de blev fanget i en døgnlang snestorm.

Her takkede de for at have to polarguider med sig, der kunne give den nødvendige sparring og forsyninger for at overleve kulden.

- Da jeg begyndte at sige til folk, at jeg gerne ville lave en "Ironman" på Antarktis, sagde folk til mig, at det lyder "crazy", og det kan ikke lade sig gøre. (Foto: Jan Bue Laumark © Project Iceman)

Men kulden gav også Anders Hofman Laursen andre problemer. På grund af den lange og uforudsete pause begyndte hans krop at gøre ondt, fordi den var gået i gang med at restituere efter de mange timer på isen - men triatleten manglede 27 kilometer løb endnu.

Det blev dog ikke slutningen på Anders Hofman Laursens Iceman. Efter 27 timers indespærring i snestormen kunne holdet genoptage løbet, og her til formiddag løb triatleten i mål efter tre døgns intense udfordringer.

Blå bog: Anders Hofman Laursen

  • Født d. 6. juni 1990 ved Bråby tæt på Haslev.

  • Har gennemført en hel ironman i 2016 i København, en halv i 2018 og en kvart i 2010.

  • Grundlægger af virksomheden Athleed, der producerer træningsprogrammer på kunstig intelligens.

  • Har en kandidat i MSc Applied Economics & Finance på Copenhagen Business School med et halvt års udveksling på Havard University i USA med fokus på økonomi.

  • Åbnede juicebarkæden Frankie's i Polen som 20-årig. Juicebaren er i dag udvidet til 13 butikker. Rollen som grundlægger er nu byttet ud med rollen som investor i virksomheden.

Artiklen er opdateret klokken 11.40 med distancens tid på 72 timer, 54 minutter og 9 sekunder, hvis man tæller tiden med, hvor holdet har været i ro på grund af en snestorm.