Sys Bjerres Malene fik svar på tiltale

Sys Bjerres Malene-sang var sommerens hit, 2008. Malene fik en byge af svarsange på YouTube. Èn af dem overhalede den rigtige Malene på hitlisten.

 I denne Ugens Hit tages der udgangspunkt i en sang, som startede sit liv som en ”uskyldig”spøg på fildelingssitet Youtube.com, men endte med at blive et vaskeægte hit. Artiklen vil sætte fokus på ophavsretten, hvis tolkning har været under pres de seneste år. For hvornår er der tale om en egentlig udgivelse? Musikkens vilkår har også ændret sig markant de seneste år og det har fået konsekvenser for tolkningen af ophavsretten.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Internettets mange fildelingsplatforme på mange afgørende punkter har ændret vilkårene for distribution af musik og kontrol med samme radikalt. Hele det rettighedssystem, som har understøttet musikindustrien op gennem det 20. århundrede, er baseret på fysiske materialer. Så længe musikken blev lagret på bånd, plader eller cd’er kunne man nogenlunde kontrollere, hvad der blev indspillet og udgivet. Det var ganske enkelt relativt mere besværligt at udgive musik, fordi det krævede et medie, som musikken blev lagret og distribueret på. I dag kan enhver med en computer og en smule teknisk snilde lægge en sang op på Internettet og nå en masse mennesker uden at have et pladeselskab i ryggen.

Der har altid været en folkloristisk og "uofficiel musikindustri", for nu at bruge en formulering fra folkemindeforsker Iørn Piøs artikler om populærmusik i slutningen af 1950'erne, men der er en stor forskel på dengang, hvor gen- og videredigtninger af tidens sange foregik fra mund til mund og i dag, hvor det foregår på eksempelvis Youtube. At de nye vilkår stiller musikindustrien og lovgiverne over for en særdeles svær opgave, fremgår tydeligt af den case, som udgør udgangspunktet for denne artikel:  

Tamiasboi – en dansk Youtubestjerne Tirsdag den 22. juli 2008 uploadede Mattias Lysgaard en video på sin Youtube-profil, Tamiasboi.  Det havde han efterhånden gjort mange gange, siden han oprettede profilen i september 2006.

Den første video, som blev lagt på Youtube i november samme år, var fra en efterårskoncert på hans gymnasium. Her kunne man se ham synge Sandi Thom’s I wish I was a punk rocker med opbakning fra sin bror og en ven på trommer. I januar 2007 lagde han for første gang en af sine egne sange op.  Ifølge hans egen beskrivelse på hans profil på bandbase.dk, ”et site for upcoming-musikere i alle farver og størrelser”, havde han skrevet sin første sang på efterskolen i 2003 og havde fortsat sangskriveriet de følgende år. Efterhånden fik han åbenbart modet til at lade andre høre sangene og begyndte at sprede dem på Internettet.

I begyndelsen af 2008 lå der 28 videoer med Lysgaard på Youtube. Enkelte af de sange, man kunne høre ham synge, var hans egne, men hovedparten var akustiske coverversioner af kendte pop og rocknumre fra udenlandske kunstnere som Rihanna, Avril Lavigne, og Kelly Clarkson. Der var faktisk ret mange, der lyttede til og godt kunne lide Lysgaards versioner, og han havde således en del fans rundt omkring i verden. Trods ganske flotte besøgstal på hans sider var der dog ikke tale om en egentlig karriere, men det blev i det mindste hurtigt bemærket, når han lagde nye videoer op. Sådan gik det også denne gang.  

Den pludselige berømmelse

På Youtube har brugere mulighed for at kommentere på de forskellige videoer, hvilket mange gjorde, umiddelbart efter Lysgaard havde lagt sangen op. Da hovedparten af hans fans var fra udlandet, kunne de ikke forstå ordene i sangen, som for første gang var på dansk. De første mange kommentarer omhandlede derfor hans stemme, som de som vanligt mente, var fantastisk. Efterhånden begyndte der dog at dukke danskere op på tråden, og hermed skiftede fokus fuldstændigt. Nu var det teksten, alle kommenterede, og der var bred enighed om, at den var genial.

En bruger, som kaldte sig GCzuri, meddelte, at han havde sendt linket ind til P3, som netop havde spillet sangen. Herefter eksploderede det hele. Der var åbenbart rigtigt mange, der havde hørt den i radioen, for kommentarerer væltede ind. Det samme gjorde henvendelserne, for fredag den 9. august befandt Lysgaard sig i et studie i DR-Byen, hvor han medvirkede i programmet Den skæve skole. Årsagen var ene og alene den sang, han havde uploadet godt 14 dage tidligere. 11 dage senere kom den uundgåelige officielle udgivelse af sangen, som var en forudsætning for, at den i midten af september blev testet til Tjeklisten og efterfølgende gik ind på tredjepladsen ugen efter. I uge 39 nåede den helt op få førstepladsen. Mattias Lysgaard havde med andre ord fået et hit, men det var ikke et sædvanlig af slagsen.  

Sangen(e)

Den sang, han lagde op på Youtube i juli, var nemlig en svarsang. Som de fleste havde han ikke kunnet undgå at høre den indtil få måneder forinden helt ukendte Sys Bjerre, som selv havde slået igennem via Internettet, synge sin Malene, en ørehænger af rang om pigen, der havde brændt kærestens lejlighed lidt ned, solgt hans Fiat til skrot, spredt hans tøj ud over Vesterbro, stillet hans X-box ned på gaden, lagt billeder af hans penis på Internettet og sendt visne blomster og rådne ting af sted med posten, men trods alt ikke nænnet at skade hans kat. Hun var noget mopset over, at han havde tilbragt weekenden i Marienlyst med Malene, og valgte altså at markere sin utilfredshed på en måde, der kunne forstås og dermed gøre det klart, at det var sidste gang, han "fuckede" med hende.

Sys Bjerres sang var fortalt i jeg-form, og det samme var Matthias Lysgaards svarsang, Re: Malene. På den video, han lagde på Youtube, kunne man nemlig høre historien om, hvordan det, der nu var ekskæresten, havde givet igen af samme skuffe. Han havde solgt hendes lejlighed til underpris, bombet hendes walk-in closet med romerlys, søsat hendes arvesmykker fra Gammelstrand i en spand, sendt hendes dildo til mormoren med et tilhørende nøgenbillede af barnebarnet, som i øvrigt også nu kunne se sig selv i afklædt skikkelse på side 9 i Ekstra Bladet. Nu hyggede han sig med Malene og gjorde hermed endegyldigt forholdet forbi.

Som selvstændigt værk betragtet, var Lysgaards tekst bestemt ikke noget mesterværk, men det var netop ikke en tekst, der var ment til at stå alene. Det var naturligvis en forudsætning for at forstå sangen, at man kendte Sys Bjerres originale sang, men det gjorde de fleste, fordi sangen var blevet spillet stort set uafbrudt i radioen henover sommeren. Da han uploadede sin udgave, havde Malene ligget på førstepladsen af den officielle singlehitliste siden midten af juni og indtog samme placering på Tjeklisten. Den uge, Lysgaard selv røg til tops, lå Bjerres sang på andepladsen.   

En velkendt idé

Selve idéen med at skrive en svarsang var bestemt ikke noget nyt, hverken i dansk eller international sammenhæng. Da man i midten af 1960 i et halvt år havde hørt Grethe Sønck klage sin nød over, at hendes elskede Klaus Jørgen var blevet væk, indspillede Gy Holdorf sit svar med Det er mig, der har ordnet Klaus Jørgen, som faktisk efterfølgende lå på hitlisten i fire måneder. Tre år et halvt år senere meddelte Rita Storm med Nu har jeg brændt dine breve, at hun havde fulgt Bjørn Tidmands opfordring til at gøre netop dette i hans store hit fra samme år. I den mere kuriøse afdeling havde Keld Heick åbenbart fået nok af Johnny Reimars smølfesange, for hans Tramp på en smølf havde tydelig adresse til kollegaens store succes sammen med de små blå venner. Den plade blev dog trukket tilbage og er derfor blandt de dyreste danske plader, hvis man har lyst til at erhverve sig et eksemplar. I nyere tid fik Anna David svar på tiltale efter at hendes Fuck dig havde toppet hitlisterne i 2005. Rapperen Ruus gav nemlig igen med Fuck dig tilbage.

I hovedregelen er svarsange skrevet på samme melodi som den sang, de er skrevet op imod. Det har historisk set betydet, at de primært er skrevet og produceret af de samme mennesker, som stod bag originalen. Det er nemlig en grundlæggende forudsætning, at man har tilladelse til at udgive en ny tekst til samme melodi, og den slags er alt andet lige nemmere for dem, der i forvejen ejer rettighederne. Sådan var det med såvel Det er mig, der har ordnet Klaus Jørgen som Nu har jeg brændt dine breve. Det samme var imidlertid ikke tilfældet med Re: Malene 

Brud på ophavsretten?

Da Mattias Lysgaard lagde sin video op på Youtube og dermed offentliggjorde sin svarsang, havde han nemlig ikke spurgt om lov på forhånd. Ifølge beskrivelsen under videoen skrev Sys Bjerre dog på et senere tidspunkt en besked til ham, hvori hun kundgjorde, at hun var ”dybt beæret over dit vrisne comeback : )”og i øvrigt mente, at han var ”fucking cool”. Dermed havde hun, uden at skrive det direkte, tilkendegivet sin positive holdning til hans version, men ret beset havde Lysgaard overtrådt ophavsretsloven. Han fik dog ingen søgsmål i nakken, men derimod en andel at rettighederne, da RE: Malene udkom officielt en måned efter den ”uofficielle” lancering på Youtube.

Det forhold, at han ikke blev sagsøgt, udgjorde udgangspunktet for en artikel i KODA’s magasin KODA/DK i maj 2009. KODA er en medlemsorganisation for danske komponister og musiktekstforfattere, hvis primære opgave består i at sørge for, at medlemmerne får de penge, de er berettiget til, når deres værker fremføres offentligt. I forlængelse af dette var Mattias Lysgaards svarsang naturligvis en oplagt case for KODA’s magasin. I artiklen udtalte Carsten Lindstad, som havde skrevet musikken til Malene, at det fra hans perspektiv var ”okay”, hvis folk ”leger med Malene for sjov”. For ham lå grænsen på, hvorvidt ”folk vil tjene penge på sangene”. Derfor reagerede han og Sys Bjerre da også, da Mattias Lysgaards Re: Malene skulle udgives ”på traditionel vis”.

Denne skillelinje er særdeles interessant, fordi den rokker ved grænserne for, hvad man forstår ved en offentlig musikudgivelse. Som det ganske rigtigt beskrives i artiklen i KODA/DK, er der ingen juridisk forskel på Youtube og en cd-udgivelse, men i hvert tilfælde Lindstad og Sys Bjerre skelner åbenbart mellem de to medieformer. Det interessante er, at man ved denne skelnen helt og holdent lader de ophavsretslige problemstillinger være et spørgsmål om økonomi. Den etiske side af sagen, at ophavsretsloven også er til for at beskyttelse mod misbrug af idéen, forsvinder derimod helt, hvis det udelukkende handler om penge. I denne sammenhæng er det yderligere interessant, at der efterfølgende kom en stribe nye svarsange på Youtube.  

Mormors version

I begyndelsen af september kunne man således finde en video med titlen Re: Malene – mormors version på Youtube. Denne gang var det pigens mormor, som desværre måtte meddele hende, at morfaderen var afgået ved døden. Pakken fra Mattias var nemlig kommet frem, og den stakkels mand var blevet så chokeret ved synet af det afklædte barnebarn og hendes dildo, at han fik et hjertestop. At hun desuden havde erfaret, at Sys var blevet stævnet for brandstifteri, og oven i købet havde set hende på side 9 i Ekstra Bladet, var for meget af det gode. Hun havde derfor hævet barnebarnets børneopsparing og gjort hende arveløs.

Den nye version blev fremført af fritidsmusikeren Brian Olesen, som selv havde skrevet teksten. Hans udgave blev til ved, at han, ifølge beskrivelsen på Youtube, skrev ”teksten, lærte melodien på en akk guitar, fik fundet en røv-balle rytme på mit Roland Keyboard, og herefter indsang jeg den, mens jeg lavede min stemme om”.

Selvom han dermed nedtonede sin indsats, var sangen betydeligt bedre produceret end Lysgaard, hvad så vel tekst som fremførelse angår. Det lød godt nok som billigt produceret dansktopmusik, men det var netop meningen. 

Også Olesen var omkring Sys Bjerre, fordi han gerne ville give folk lov til at downloade sangen som mp3-fil. Hvorfor han mente, at dette var nødvendigt, når han omvendt ikke havde ment det samme, da han lagde sangen op på Youtube, forklares ikke, men han har sandsynligvis opfattet det som to forskellige ting. I december 2008 kunne man læse en mail fra hende gengivet på Youtube, hvori hun først fortalte, at hun fandt teksten rigtig sjov og derefter gav ham lov til at gøre, hvad han ville,

”bare du ikke udgiver den. så skal du have tilladelse af mig og universal music. men da det ikke er tilfældet så go crazy... : )”.(Gengivet nøjagtigt med oprindelige slåfejl.)

Denne lille korrespondance viser, at Sys Bjerre åbenbart ikke opfattede hverken Youtube-videoen eller en mp3-fil som en ”udgivelse” og derfor var helt på linje med hendes medkomponist i en temmelig alternativ tolkning af ophavsretsloven. Hvis hun havde været mere nidkær, havde hun da også fået temmelig travlt, for allerede to dage efter Olesens variant, kom næste, og overraskende, bidrag til historien med Bjørn Clausens video.

 

Bøsse eller fars dreng

Clausen er en særdeles åben og udadvendt ung mand, som har valgt at bruge Internettet til at fortælle om sin homoseksualitet, og ifølge hans udgave af sangen var Mattias slet ikke til kvinder, men havde derimod overnattet hos ham. Otte dage senere uploadede en bruger, som kaldte sig mikkelhund, en version, hvori han med henvisning til Clausen opfordrede folk til at stoppe med at lave nye svar til sangen. Alt sammen på vers og fremført med den oprindelige indspilning i baggrunden. Uanset, hvad formålet var med denne mærkværdige version, blev opfordringen ikke fulgt, for ved juletid var der blandt andre blevet suppleret med svarsange fra Malene og Mattias’ far.

Sidstnævnte tekst var det nok mest tydelige eksempel på, at rettighedsejerne lod stort set alt passere, så længe det foregik på Youtube. Alene sætningen ”Du gør mig megastolt, svinger din tissetrold, men du skal kneppe alt det, du ser” i første vers burde være rigelig som illustration af dette. Teksten er ualmindeligt grov og plat, men efter små tre år ligger den stadig til fri afspilning på Youtube.

I alt blev der i efteråret 2008 lavet mindst 15 svarsange til Malene. Den første var altså Mattias Lysgaards, som absolut har haft en særstatus blandt de mange videredigtninger på historien. Ikke alene blev hans sang udgivet ”på traditionel vis”. Han opnåede sågar den ære at blive inviteret med til en koncert i Esbjerg i august 2008, hvor han sang i duet med Sys Bjerre.  

Hvad Søren gør man med det Internet?

Da Mattias Lysgaard lagde sin Re: Malene op på Youtube i juli 2008 var han tilsyneladende ikke klar over, at han brød loven. Han vidste af gode grund heller ikke, at han med sin handling startede et forløb, der, så vidt vides, var uden fortilfælde i dansk sammenhæng. Det første fandt han nok ud af efterhånden, men at det så ikke fik nogen betydning, fordi overtrædelsen var sket på Youtube, er ualmindeligt interessant i et større perspektiv.

På Internettets fildelingstjenester er den enkelte fil ikke længere bundet til andre fysiske medier end den server, den ligger på. Hvis en fil ligger på eksempelvis Youtube.com og dermed en af sitets servere, er det godt nok i udgangspunktet ganske nemt at løse problemet, men det kræver, at man finder den og gør det. Hovedproblemet er, at der ganske enkelt er så mange ulovlige filer på Youtube og lignende sites, at der ville kræve ekstremt store ressourcer at håndhæve ophavsretten. Desuden er det ikke nødvendigvis i pladeselskabernes interesse at drive en sådan klapjagt, fordi videoerne i mange tilfælde kan have en positiv effekt på salget. I tilfældet Re: Malene gav Lysgaards udgave masser af omtale og dermed et sandsynligt mersalg af Bjerres indspilning. 

At der så blev skrevet videre på historien resten af foråret, gør Malene/Re: Malene til en central case, når man om føje år skal skue tilbage og se på, hvad Internet-revolutionen betød for musikken. Hvorvidt de mange versioner stadig ligger til fri aflytning på Youtube til den tid, vides ikke, men de gør det i hvert tilfælde i dag.

Facebook
Twitter