Tandlæger mangler landet over: 'Det rammer vores børn'

Om ti år vil der mangle omkring 355 tandlæger i Danmark, hvis der ikke uddannes flere, viser ny prognose.

Der er mangel på tandlæger nu ude i kommunerne, men manglen vil blive endnu større i 2030, viser en ny prognose fra Sundhedsstyrelsen. (Foto: Karin Mette Petersen- DR Nordjylland)

"Vi er desværre nødt til at aflyse din tid - og ventetiden på en ny er fire-fem måneder."

Denne besked får flere forældre i Slagelse Kommune i øjeblikket, når deres børns tid hos skoletandlægen nærmer sig. For der er mangel på kommunale tandlæger i flere kommuner.

- Der er simpelthen ikke nok tandlæger til alle vores stillinger. Vi mangler lige nu 2,5 tandlæge, og det betyder længere ventetid for forældre og patienter, siger overtandlæge i Slagelse Kommune Harriet Schott.

Slagelse Kommune står ikke alene med det problem. Også i blandt andet Kalundborg og Lolland Kommune er der i nogle perioder længere ventetider til den kommunale tandpleje, fordi det er svært at skaffe tandlæger nok, lyder det fra overtandlægerne.

Og hvis man ser på hjemmesiden ato.dk, der tihører de Ansatte Tandlægers Organisation, søger både Struer, Kerteminde, Svendborg, Guldborgsund, Holstebro og Aabenraa Kommune kommunale tandlæger.

Fik en ny tandlægetid i august

Anne Borups datter går i 3. klasse på Marievangsskolen i Slagelse, og for en måned siden havde hun en tid til et eftersyn hos tandlægen.

- Der fik jeg så en besked to dage før, at den var blevet aflyst, og vi havde fået en ny tid i august, fortæller Anne Borup.

I kommunen bliver de akutte tandlægeeftersyn prioriteret højest, og det betyder, at børnene må vente længere på eftersyn og mindre akutte behandlinger.

- Jeg forstår godt, at de akutte ting bliver taget først, men de mindre ting ender jo med at blive akutte, hvis ikke der bliver kigget på det, siger Anne Borup.

Kirsten Lausvig er tandlæge i Slagelse Kommune. Hun mener, at det er frustrerende ikke at kunne yde en ordentlig service, når der er mangel på tandlæger.

- Jeg synes, at det er ærgerligt på børnenes, forældres og tændernes vegne, siger hun.

De længere ventetider kan også betyde, at små problemer hos børnene ikke bliver opdaget i tide, siger formand for Tandlægeforeningen, Susanne Kleist.

- Så risikerer vi måske også, at de ting, der skal laves, bliver forværret, i forhold til hvis man kunne lave det med det samme, siger hun.

Overtandlæge Harriet Schott mener også, at vi allerede presser de tandlæger, vi har, til grænsen.

- Så bliver der ekstra sygdom, og det gør ikke tingene bedre. Så bliver der endnu færre hænder til at fuldføre opgaven, siger hun.

Unge tandlæger vil bo i de større byer

Hver ottende tandlæge er i dag over pensionsalderen, og når de takker af over de næste år, vil det gå hårdest ud over yderområderne.

Det mener formand for de Praktiserende Tandlægers Organisation, Jens Krogsgaard.

Ifølge Sundhedsstyrelsens nye tandplejeprognose vil der forsvinde 355 tandlæger over de næste ti år, fordi der går mange flere på pension, end der bliver uddannet.

Det vil særligt betyde tandlægemangel i de små og mindre landsbyer, mener han.

- Vi ved, at de unge tandlæger ikke vil slå sig ned alene på landet, så klinikkerne samles i større og større enheder - og så vil borgerne i yderområderne få længere til tandlægen, siger Jens Krogsgaard.

Det er noget, som overtandlæge Harriet Schott oplever i Slagelse.

- Vi har haft stillinger opslået i flere omgange, og når der er nogen, som vi tilbyder job, så har de allerede fået et andet job, fordi de har været til flere samtaler andre steder, fortæller hun.

På Lolland er problemet især, at de tandlæger, som det lykkes at hente fra uddannelsesbyerne, hurtigt søger videre igen, siger overtandlæge Merete Stenstrup.

Må lukke tandlægeklinik

Bjørn Anderson på 68 år har tandlægeklinik i Nakskov og er en af dem, der kommer til at gå på pension inden længe.

- Det mest sandsynlige er nok, at jeg må lukke min klinik, fordi ingen unge vil overtage den. Det har vi set de sidste år, når andre tandlæger er gået på pension hernede i for eksempel Sakskøbing og Maribo, siger han og fortæller, at flere tandlægeklinikker på Lolland desuden er lukket for tilgang.

- Vi og andre har måneders ventetid, fordi vi har taget patienter fra de klinikker, der er lukket, siger Bjørn Anderson.

Bjørn Anderson er tandlæge i Nakskov. Han frygter, at tandlægeklinikken vil blive lukket, når han går på pension. (Foto: Mathilde Nordenlund © DR Sjælland)

Derfor har nogen patienter fået meget længere til tandlægen, og det går især ud over de ressourcesvage, mener han.

- Hvis man ikke har egen bil, så er det altså svært at tage til Nykøbing Falster eller Sjælland for at komme til tandlægen, og så gør flere det bare ikke. Så det er igen et problem, der vender den tunge ende nedad.

Sundhedsstyrelsens prognose over tandlægemanglen de næste ti år er netop givet videre til Uddannelses- og forskningsministeriet. Det bliver derfor op til en ny minister, om optaget på tandlægeuddannelserne skal hæves.

Socialdemokratiet vil ikke udtale sig om optaget, før en ny regering er på plads.

Facebook
Twitter