Tandlægers brug af antibiotika eksploderet

Tandlæger og patienter søger hurtig løsning, men medicinen gør bakterier resistente.

Når du går til tandlægen, for at få gjort noget ved paradentose, er der som regel kun én vej frem. Det er gentagne og langvarige tandrensninger. Men i de seneste knap 20 år er antallet af recepter på antibiotika til patienter med paradentose eksploderet.

I 1995 indløste 8.000 personer tandlægerecepter for et paradentose-relevant antibiotikum, som det hedder. Det tal var i 2014 steget til 56.000 personer. Det skriver Tandlægebladet om en ny undersøgelse.

- Problemet er, at hvis det bliver almindelig praksis blandt tandlæger, så stiger forbruget af antibiotika ganske voldsomt, siger Jesper Reinholdt, der er tandlæge og ph.d. ved Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet og har været med til at lave undersøgelsen.

- Så bidrager tandlægerne pludselig betydeligt til resistensudvikling blandt bakterier, siger han.

Antibiotika hjælper kun i særlige tilfælde mod paradentose. I langt de fleste tilfælde er det kun mekanisk tandrensning, der hjælper mod den betændelsestilstand, som paradentose er. Og den tandrensning kan tage timer.

- Der kan være en hvis frustration forbundet med marginal parodontitis både for behandleren, men også fra patientens side, fordi det kan være svært at opnå det resultat, som begge håber på: altså infektionsfrihed, siger tandlæge Jacob Slavensky fra Colosseumklinikken i Sorø.

En mirakelkur

Han behandler en del patienter mod paradentose. En tidskrævende behandling, hvor han først registrerer, hvor alvorlig infektionen er. Derefter skal så mange bakterier som muligt fjernes, så kroppens immunforsvar kan tage sig af resten. Det betyder lange og mange tandlægebesøg.

- Hvis man er tilstrækkeligt frustreret både som patient og behandler, så kan man godt have tendens til at efterspørge en form for mirakelkur eller "magic bullet", siger Jacob Slavensky, der selv fortæller, at han sjældent bruger antibiotika og kun ved aggressiv paradentose, hvor det kan være nødvendigt med medicin som supplement.

Og det er da også det, Jesper Reinholdt frygter er en af årsagerne til det større forbrug af antibiotika ved behandling af paradentose.

- Jeg tror, det er fordi, det gør livet lettere på kort sigt for dem selv og deres patienter. Men det har altså nogle biologiske bivirkninger, der er ganske alvorlige, siger han.

Skal uddannes bedre

Tandlægeforeningen fraråder tandlægerne at skrive så mange recepter ud. De skal simpelthen uddannes bedre, mener man.

- Vi skal også sørge for, at vores kolleger har et højt diagnostisk niveau, som de har i dag, så de kan se, hvornår det er relevant at understøtte en behandling med antibiotika, siger næstformand i Tandlægeforeningen, Henrik Nielsen.

Tandlæge Jacob Slavensky opfordrer patienterne til at tage paradentose alvorligt og holde god mundhygiejne og være forberedt på, hvor lang tid en behandling tager og ikke forvente, at paradentose er væk med en almindelig tandrensning hver sjette måned.

-Den ”gode” patient spørger: "Hvad skal jeg gøre for at blive rask?" For her er der tale om en infektion, ligesom hvis man har lungebetændelse, siger Jacob Slavensky.

Tandlæge Jacob Slavensky siger, at patienter selv skal igang med tandbørsten og holde god mundhygiejne, når de har paradentose. (Foto: Ann Smed Madsen - DR Sjælland © dr)
Facebook
Twitter