Tidligere overlæge: "Vi har ikke lært noget af sygeplejerske-sagen"

Sikkerheden i medicinrummene på landets hospitaler er ikke blevet bedre efter sygeplejerske-sagen på Nykøbing Falster Sygehus.

Tidligere overlæge Niels Akilles Lundén efterlyser videoovervågning i sygehusenes medicinrum. På den måde kan man måske undgå, at en sag som sygeplejerske-sagen fra Nykøbing Falster Sygehus gentager sig. (Foto: Grafik: Lærke Kromann © dr)

Morfin, ketamin og adrenalin.

Det er bare noget af den potentielt dødelige medicin, som sygehusansatte henter i medicinrummene på landets hospitaler, og der er alt for lidt kontrol med, hvem der forsyner sig.

Derfor kan en sag, som den fra Nykøbing Falster Sygehus, hvor en sygeplejerske blev idømt 12 års fængsel for drabsforsøg, ske igen.

Det mener nuværende og tidligere medarbejdere på netop Nykøbing Falster Sygehus. En af dem er Niels Akilles Lundén, der er tidligere overlæge på sygehuset.

- Da jeg kom ind i et medicinrum de første par gange, tænkte jeg, at det her er vel det samme som bankens værdiskab, bare på et sygehus. Der er nogle ting, der er både farlige, vigtige og dyre, og derfor kan man vel godt sætte et kamera op, så man kan holde styr på det, siger han.

Anmeldte sin kollega

Det var Niels Akilles Lundén, der i 2015 anmeldte sin kollega, sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, til politiet, og ifølge ham havde et overvågningskamera i medicinrummet gjort en verden til forskel i den sag:

- Folk, der gerne vil lave noget ulovligt, finder oftest ud af andre metoder at gøre det på, men jo mere besværligt, vi gør det, og jo mere vi passer på medicinen, jo mindre bliver den i hvert fald et redskab, siger han og forsætter:

- For mig, som vidne i sagen, ville det have lettet presset, hvis der havde været noget bevismateriale, som var uigenkaldeligt, som tydeligt ville vise, hvis der var taget af medicinen.

Niels Akilles Lundén ærgrer sig dog over, at der ikke er nogen, der har handlet og øget sikkerheden.

- Jeg er ked af, at man ikke fra central side har gjort noget siden dengang. Det sker nok ikke på Nykøbing Falster Sygehus igen, men det kan ske i Thisted, i Aalborg, på Rigshospitalet og alle andre steder, siger Niels Akilles Lundén.

Dansk Sygeplejeråd støtter ikke umiddelbart forslaget om videoovervågning i medicinrummene. Men de vil gerne tage debatten, siger Anni Pilgaard, der er 1. næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

- Vi hylder denne debat, for den skal både være i det danske samfund om overvågning i det offentlige rum, og den skal selvfølgelig også være, når vi er på arbejde, fordi vi har et betroet arbejde, hvor vi har med syge mennesker at gøre, siger hun.

Styrelsen for Patientsikkerhed ønsker ikke at stille op til interview, men oplyser i et skriftligt svar, at kontrol med medicinbeholdning er vigtig, men at det er de enkelte regioner og ledelsen på sygehusene, der vælger hvordan kontrollen foregår. Derfor er det også dem, der beslutter, hvorvidt der skal indføres videoovervågning.

Overvågning på Nordsjællands Hospital

På Nordsjællands Hospital i Hillerød har medarbejderne selv bedt om, at der opsættes videoovervågning i medicinrummet på akutafdelingen.

Men det skal medarbejderne ikke. Det skal myndighederne sørge for, mener sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt.

- Det er jo ikke meningen, at personalet skal presse på for at få overvågning op. Det er rigtig godt, de har gjort det i Nordsjælland, men det skal jo være nationalt. Vi skal lære af de fejl, der sker.

Dansk Folkeparti vil nu have sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at se på, om man kan opsætte videoovervågning i sygehusenes medicinrum.

Sundhedsministeriet er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk