Tidligere patient kritiserer topmoderne psykiatrisygehus: - Personalet havde ikke tid til mig

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er i aften kaldt i samråd om psykiatrisygehuset i Slagelse, som er ramt af massiv kritik.

Trine Lindhardt Roux mener, det er et problem, at man har nedlagt gammeldags åbne og lukkede afdelinger og blandet patienterne på psykiatrisygehuset. For på den måde har personalet mest fokus på de udadreagerende og psykotiske patienter. (Foto: Trine Warrer Juul)

Kritikken hagler ned over det nye psykiatrisygehus i Slagelse, der ikke lever op til de forventninger, der var til det storslåede byggeri til 1,2 millliarder, som blev indviet i august sidste år.

To strakspåbud fra Arbejdstilsynet, åbne afdelinger, der er låst, antallet af bæltefikseringerer er ikke faldet, og tvangsmedicinering er fordoblet. Desuden er der ikke personale til fuldt at udnytte de moderne faciliteter med træningskøkkener og motionsrum, som er en del af det roste byggeri, og som skulle tjene til at berolige patienterne. Derfor har folketingsmedlem Kaare Dybvad (S) i dag kaldt Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) i samråd for at høre, hvad ministeren vil gøre ved problemerne.

En af dem, der har oplevet psykiatrisygehuset indefra, er Trine Lindhardt Roux. Hun blev for to uger siden udskrevet, selvom hun ikke følte sig rask.

Fokus på psykotiske patienter

- Jeg oplevede et system, der postulerer, at de leverer tryghed og behandling, men som de facto fjerner både tillid og tryghed, som er så afgørende for at komme sig som patient, siger Trine Lindhardt Roux, som stadig efter udskrivelsen døjer med psykoser.

- Jeg oplevede at blive lynudskrevet på trods af alle aftaler, der var indgået med socialpsykiatrien og mine pårørende. Personalet mente, at når jeg gik smilende rundt på gangene i et par dage, så var det det samme, som at jeg var velfungerende.

Trine Lindhardt Roux mener, det er et problem, at man har nedlagt gammeldags åbne og lukkede afdelinger og blandet patienterne på psykiatrisygehuset. Så bliver det den mindst syge, der bliver udskrevet, for fokus er på de udadreagerende og psykotiske patienter.

De havde ikke tid til mig

- Jeg har oplevet flere gange at jeg var nødt til at bede om ekstra medicin. Jeg har været utryg ved personalet og kunne ikke komme til dem, fordi jeg vidste, de ikke havde tid til at tage sig af mig. Jeg gemte mig på mit værelse, når der var bæltefikseringer, og de andre patienter lå og råbte og skreg.

Trine Lindhardt Roux har tænkt sig at indsende en klage til Region Sjælland.

Kritikken fra patienterne bakkes op af Landsforeningen SIND, hvor næstformand Ingelise Svendsen ofte kommer på psykiatrisygehuset i Slagelse for at tale med ansatte og indlagte.

- Når jeg kommer på afdelingerne oplever jeg at alle døre til alle afdelinger er låst, og det var ikke det, man lagde op til med det nye psykiatrisygehus, siger hun.

Erkender problemer

Formanden for Psykiatriudvalget i Region Sjælland, Kirsten Devantier (V) erkender problemerne på det kun et år gamle psykiatrisygehus.

- Det har været svært at få personale, og det har været svært at finde en fælles kultur fra de forskellige arbejdspladser, de kom fra. Men fra 1. marts ansætter vi to nye overlæger, og jeg tror, at vi i 2017 vil se en klar forbedring af forholdene på psykiatrihospitalet, siger hun.

Facebook
Twitter