Tørken er godt nyt for dit juletræ

I år bliver julen endnu flottere. Men for de nyplantede juletræer er tørken en katastrofe.

Flemming Johansen passer de træer, der skal ind i stuerne den kommende jul. Og de bliver ekstra flotte, for topskuddene bliver korte i tørt vejr. (Foto: Anne-Marie Dynes Møller © (c) DR)

Jorden knaser, når man går mellem rækker af juletræer på Dyssegaard Juletræsplantage ved Vordingborg. For jorden er tør, og solen fortsætter med at bage løs.

Selvom sommer og sol sjældent er noget, vi forbinder med juletræer og vintervejr, så er det afgørende for, hvor grønne og flotte vores juletræer bliver til december.

Det knastørre vejr giver nemlig perfekte juletræer til jul.

- En juletræsdyrker vil helst ikke have de lange topskud. Dem får vi i perioder med meget regn. Her i foråret har vi stort set ikke haft nogen regn, så derfor er topskuddene relativt korte i år, forklarer Flemming Johansen, der passer og plejer juletræerne på Dyssegaard.

Sidste år regnede det meget, og Flemming Johansens juletræer voksede med en halv meter.

- Det var for meget, siger Flemming Johansen og sammenligner med dette års tilvækst, som er markant mindre.

- På nogle træer er det faktisk en tredjedel af sidste års tilvækst og andre træer halvdelen. Men generelt meget mindre, og det er vi glade for, siger han.

Tørken er et problem for nyplantede grantræer

Tørken er altså rigtig god for de træer, der skal fældes i november og december. Den er derimod rigtig skidt for de nyplantede træer.

- For et juletræ, der er ved at være hugstmodent og som har rødder nok til at søge vand dybt i jorden, der er det ikke noget problem. For de nye er det virkelig et stort problem, siger Flemming Johansen.

Faktisk er fem millioner træer - eller hvad der svarer til godt halvdelen - af de forskellige arter nyplantede træer i landets private- og statsejede skove døde, skønner Jan Søndergaard, der er direktør i brancheforeningen Dansk Skovforening.

Omkring 2,5 millioner af dem er nyplantede juletræer, der er i vanskeligheder.

Formand for brancheforeningen Danske Juletræer Claus Christensen skønner, at producenterne vil tabe 10 til 12 millioner kroner på tørken.

På Dyssegaarden ved Vordingborg kalder Flemming Johansen det for en katastrofe:

- Det er en katastrofe for de juletræsdyrkere, der har plantet juletræer i efteråret eller foråret. Hvis ikke de har fået noget regn, så går de ud.

Men han er ikke bekymret for, at vi om nogle år ikke kan hente et grantræ ind i stuen, når det bliver jul, for hugstsæsonen for en juletræsdyrkning strækker sig over tre år:

- Så skulle der være et år, hvor en tredjedel af de nyplantede går ud, så kan de deles ud over tre år, så det er ikke sådan, at vi et år slet ikke har juletræer.

I Danmark bliver der dyrket omkring ti millioner juletræer om året.

Ud af de ti millioner eksporteres cirka ni millioner af juletræerne, og det gør os danskere til Europas førende eksportør af juletræer.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.