Tørken har været udfordring for arkæologer: Jorden er simpelthen som beton

Arkæologer må tage tungere maskineri i brug for at få hul på jorden til stenalderudgravning.

Sommerens bagende sol har tørret jordoverfladen og gjort den hård som sten.

Det mærker arkæologerne ved Museum Lolland-Falster, der har svært ved at undersøge, hvad mulden gemmer:

- Det skaber nogle større udfordringer, end vi plejer at have. Jorden er simpelthen som beton, fordi det ikke har regnet i flere måneder, fortæller Marie Brinch, der er museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

- Vores sædvanlige udstyr kommer til kort, for det kræver virkelig nogle kræfter at få en spade gennem den tørre jord, fortsætter hun.

Museum Lolland-Falster er i disse uger i gang med arkæologisk at udgrave en boplads fra bondestenalderen. Udgravningen foregår på en stenhård mark i udkanten af Maribo.

- I værste fald kan spaden knække, men man må bare blive ved, indtil der ligesom går hul på jorden. Det betyder, at det tager lidt længere tid, end det plejer at grave og vi har lidt trættere armmuskler, når vi kommer hjem om eftermiddagen, siger Marie Brinch.

14 tons gravemaskine kan klare arbejdet

Udgravningen ved Maribo på Lolland fortsætter de næste måneder, inden byggeriet af en ny erhvervspark begynder.

- Vi klør på, men vi må også tage lidt hårdere metoder i brug, siger Marie Brinch og uddyber:

- Vi har måttet bruge vores 14 tons gravemaskine med en to meter grab til at grave nogle af vores lidt større anlæg, som vi ellers nok ikke ville have fået gravet, fordi det simpelthen ikke er til i både varmen, men også fordi jorden er så hård, som den er.

Arkæologerne har brugt en gravemaskine, for at komme ned til en boplads fra bondestenalderen. (Foto: Marie Brinch © Marie Brinch)

Men arkæologerne risikerer at miste informationer, når de er nødsaget til at bruge så stor en maskine. Derfor vurderer arkæologerne undervejs, hvad der er den bedste løsning:

- Når maskinen gør det ganske stille og roligt, så kan vi gå efter i bunkerne, og se om der er et eller andet væsentligt, som den har gravet op. Det er tværsnittet, vi går efter, og som er det vigtige, og det kommer til at stå rigtigt fint frem, selv når maskinen har gravet det, siger Marie Brinch.

Facebook
Twitter