Trænger du til at tale med andre, der har prøvet det samme som dig? Smilla og Maja taler sammen om sorg

Flere efterspørger samtalegrupper til voksne og børn uden for de større byer.

I borgerhuset i Dianalund sidder 16-årige Smilla Nyegaard Pedersen og Maja Christensen rundt om et bord med en håndfuld unge på deres egen alder.

Alle i lokalet har det tilfælles, at de har mistet en forælder. Hver anden uge mødes de unge i en samtalegruppe for at tale om den sorg, der følger med, når man giver slip på en far eller mor.

I samtalegruppen tænder deltagerne et lys for den, de har mistet. Hør det her:

Maja Christensen har været med i gruppen, siden foreningen PUST oprettede den tilbage i marts.

Hun mistede sin far for tre år siden, og gruppen har hjulpet hende med at kunne tale åbent om sin sorg med andre.

- Det er en befrielse. Du snakker med nogen, som har oplevet det samme som dig og kan relatere til de følelser, som du også har følt, siger Maja Christensen.

For det er ikke det samme at tale med en sorggruppe som at tale med sine venner, fortæller Smilla Pedersen, der mistede sin far for halvandet år siden.

- Vi snakker også om, hvordan andre reagerer på ens sorg. Man er ikke alene om, at folk reagerer underligt eller anderledes, fortæller hun.

- Jeg kan for eksempel snakke med min mor, men det er en anden sorg, som hun er igennem. Hun mistede sin mand, og jeg mistede min far.

Derfor mener Smilla Nyegaard Pedersen, at det er rart at tale med nogen, der har oplevet det samme og er på ens egen alder.

- Det betyder, at ingen føler sig alene, siger hun.

Flere efterspørger samtalegrupper

Efterspørgslen på samtalegrupper, hvor man kan snakke om sine problemer med andre, som er i samme situation, er især stigende uden for de større byer.

Det oplever blandt andre Rune Rønne fra Sorø, der i foråret stiftede PUST, som er en forening for samtalegrupper drevet af frivillige.

De er gået fra at have en enkelt gruppe i marts om sorg til her fra januar at have otte grupper om alt fra skilsmisse for børn til en samtalegruppe for veteraner.

- Der er kommet en stor efterspørgsel. Vi er gået fra at være de opsøgende, til der nu kommer henvendelser til os. I starten havde vi fem frivillige, og nu er vi oppe mod 20 frivillige, siger Rune Rønne.

Også foreningen Nevos, der driver samtalegrupper for pårørende til selvmordsofre, oplever et voksende behov for flere grupper rundt omkring i landet.

Foreningen har længe haft samtalegrupper i Odense og København, men i efteråret startede de den første gruppe i Slagelse, fortæller faglig leder Elene Fleicher.

- Vi oplevede, at folk fra Region Sjælland kom til Odense for at være med i en samtalegruppe. Derfor startede vi en gruppe i Slagelse, og den blev allerede fyldt op kort tid efter, at vi havde meldt den ud.

Emner dækkes ikke af kommunen

Ifølge Rune Rønne skyldes efterspørgslen på samtalegrupperne, at de tilbud, som findes i det offentlige, ikke er specifikke nok.

- Der er nogle specifikke problematikker, som ikke bliver dækket af patientforeninger eller kommunen, siger han.

Men efterspørgslen kan også skyldes, at mødet med frivillige kan give en anden åbenhed end kommunale tilbud.

Det mener sekretariatschefen i brancheforeningen Rådgivningsdanmark, Trine Nyby, der også oplever en stigende efterspørgsel på frivilligt drevne rådgivningstilbud og samtalegrupper.

- Man har en hel anden forudsætning for at mødes. I samtalegrupperne mødes man meget mere i øjenhøjde og ligeværdigt, siger hun.

Brancheforeningen har netop åbnet op for at kunne godkende og kvalitetssikre samtalegrupper, fordi der bliver stadig flere af dem.