Traktor dumpede plastik og tang i vandet: Nu renser youtubere stranden for skrald

Youtubere samler skrald på Stillinge Strand som led i en verdensomspændende Youtube-kampagne.

Indsamling af skrald er blevet en populær beskæftigelse for mange, der vil gøre en god gerning for miljøet. Her samler skoleelever skrald på stranden i Løkken. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Danmark)

Plastiksugerør, madpapir og cigaretskod er bare noget af det, man kan finde, hvis man går en tur langs stranden.

Det er ikke nogen overraskelse, at det ikke er godt for miljøet, og derfor har den store amerikanske youtuber Mister Beast lavet en kampagne, hvor strande rundt om i verden, skal rengøres for skrald.

Og efter at DR i november kunne fortælle, at Slagelse Kommune bruger en million kroner på at fjerne tang og plastik på Stillinge Strand - for at dumpe det i havet igen - faldt valget altså på netop den strand.

Det fortæller en af youtuberne 30-årig Bjørn Madsen, der står bag Youtube-kanalen DaisyClub.

- Vi så en video med en traktor, som samlede tang og skrald op på stranden og kørte det ud i havet igen, så vi valgte at fokusere på det område, siger han.

Derfor tog de i sidste weekend turen fra Vordingborg til Stillinge Strand udstyret med en metaldetektor for at få samlet så meget skrald ind, som de kunne finde.

- Vi fik samlet to sorte sække og cirka 20 kilo i alt, og det var stort set kun plastikaffald, siger Bjørn Madsen.

Sætter fokus på problemet

Youtuberne har fat i den lange ende, mener seniorforsker ved Aarhus Universitet Jakob Strand. For jo flere, der samler skrald, desto større forskel gør det på de lokale strande.

- Denne her form for oprydning virker på to måder. Den fjerner skrald på en god måde, og den sætter fokus på den problemstilling, at for meget affald ryger i havet, siger Jakob Strand.

Torkel Gissel Nielsen, der er professor på DTU Aqua, roser initiativet, men det løser næppe problemet på længere sigt, mener han.

- Problemet er, at der er kolossale mængder af plastik i havet, og der kommer noget nyt ind dagen efter.

- Man er i stedet nødt til at gøre noget ved vores plastikforbrug og undgå, at det kommer ud i havet. Og det kan man nemmest gøre ved at undgå at bruge plastikposer og undgå, at det i kommer ud til havmiljøet, for så slipper man også for at skulle samle det ind igen, siger han.

Bjørn og vennerne håber, at andre vil lade sig inspirere af dem.

- Bare vi gør en lille forskel, så er det godt nok. Og er der bare nogle få, der får inspiration, er det godt.

- Hvis vi ikke har inspireret nogen overhovedet, så har vi alligevel gjort en forskel ved at fjerne 20 kilo skrald fra stranden, siger han.

FacebookTwitter