Tre fangeflugter på Sjælland siden 2013 - alle slog fejl

Tirsdagens flugt er ikke den første på Sjælland. Siden 2013 har tre andre forsøgt.

Politiet var tirsdag aften massivt til stede i området omkring psykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus efter en fangeflugt. (Foto: Pressefotos.dk © Scanpix)

Tirsdag aften fik en 24-årig bandeleder hjælp til at flygte fra retspsykiastrisk afdeling i Slagelse.

Forklædt som besøgende havde en gerningsmand ifølge DR Nyheders oplysninger smuglet pistoler ind via kageæsker, og med trusler og pistolskud ned i gulvet fik han truet personalet til at lukke bandelederen Hemin Dilshad Saleh ud.

Hemin Dilshad Saleh og hans befrier er fortsat på fri fod onsdag eftermiddag.

Det samme kan dog ikke siges om tre personer, der tidligere har forsøgt at stikke af fra institutioner på Sjælland.

Hemin Dilshad Saleh er den fjerde fange siden 2013, der er flygtet, men han er også den eneste, der stadig er på fri fod.

1

7. oktober 2013

Mandag den 7. oktober 2013 så den dengang 32-årige Bo Jensen, der var anbragt i forvaring, sit snit til at flygte gennem et uaflåst vindue på Institutionen Kofoedsminde i Rødby på Lolland, der huser nogle af landets farligste sexforbrydere.

Det var dog ikke første gang, Bo Jensen flygtede fra institutionen. Den 30. september 2011 flygtede han første gang, men han blev fundet igen den 7. oktober i Nysted på Lolland.

I 2013 fandt politiet Bo Jensen på en adresse i Rødby på Lolland, hvor han gemte sig i en have.

2

12. oktober 2013

Bo Jensen var dog ikke den eneste indsatte på Kofoedsminde, der stak af den uge.

Om lørdagen flygtede en 22-årig mand, der var på ledsaget udgang, til en kiosk, hvor han blev samlet op af fire andre i en bil.

Flugten var dog ganske kort, da bilen 20 minutter senere blev standset af politiet, der ledsagede den 22-årige tilbage til Kofoedsminde.

3

26. september 2018

En indsat fra Storstrøm Fængsel i Nørre Alslev på Falster var sent i september 2018 på Nykøbing Falster Sygehus for at modtage noget kortvarig behandling.

Her blev kriminalforsorgens personale mødt af flere gerningsmænd med pistoler, der havde fået adgang til hospitalet via akutmodtagelsen, hvor ambulancerne kommer ind.

Fangen flygtede med gerningsmændene i en grå Mercedes, der satte kurs mod Farø, hvor politiet fandt bilen efterladt.

Senere på aftenen blev manden dog anholdt i et køretøj i København, hvor han gemte sig i bagagerummet - over 100 kilometer væk fra Farø.

Her fandt politiet også føreren af den grå Mercedes.