Trehjulet cykel med to sæder hjælper hjerneskadede: Vi taler mere ligeværdigt

Parallelcykel skal hjælpe hjerneskadede i Næstved Kommune med at sanse og opleve.

Den er blå, har tre hjul, to sæder og to styr.

Den giver vind i håret, frisk luft i lungerne og så er den med til at frigive en masse endorfiner.

Det er fysioterapeut Rasmus Enemark, der styrer den såkaldte parallelcykel, mens han får hjælp til at træde pedalerne rundt af den hjerneskadede Jesper Pedersen.

- Det betyder alverden at kunne cykle igen, siger den 45-årige Jesper Pedersen, der blev skadet i hjernen efter et hjertestop for fem år siden.

Beboer Jesper Pedersen og fysioterapeut Rasmus Enemark gør klar til at cykle ud fra Neuropædagogisk Center i Næstved. (Foto: Johanna Maj Varming © (c) DR)

Jesper Pedersen måtte genoplives to gange, og det gik ud over hans hjerne, så han nu har problemer med hukommelsen og motorikken. Han bor på Neuropædagogisk Center i Næstved, hvor der bor andre mennesker som ham, der har fået en hjerneskade efter for eksempel en ulykke, meningitis eller hjertestop.

Jesper Pedersen er så langt med sin genoptræning, at han faktisk nu kan cykle på en tohjulet cykel. Men han er også glad for at prøve den trehjulede, fordi han har savnet at cykle.

- Brugerne får en cykeltur. Mange af dem har måske cyklet før, de blev hjerneskadede, og kan huske det. Alene det med at komme ud og få vinden i ansigtet, mærke kulden eller varmen, forklarer en lettere forpustet Rasmus Enemark, der er fysioterapeut på Neuropædagogisk Center.

- Efterhånden som vi cykler, skal man måske også have en trøje af, fordi man bruger muskulaturen og får noget overskudsvarme, siger fysioterapeuten, mens han selv træder i pedalerne på en tur rundt i kvarteret omkring centeret.

Sofacykel med sidespejl

Cykelsadlen på parallelcyklen er skiftet ud med et polstret sæde med både ryglæn og i højre side af cyklen er der også et armlæn, så den hjerneskadede passager ikke falder ud, når cyklen drejer.

- Den er ikke helt så komfortabel som en sofa, siger Rasmus Enemark og forklarer, at der er mange af brugerne, der har brug for ekstra støtte for at kunne sidde. Cyklen kan kun styres i venstre side, og så har den sidespejl.

Cykelturen på parallelcyklen giver vind i håret og udløser samtidig endorfiner, som er smertestillende peptider. (Foto: Johanna Maj Varming © (c) DR)

Fysioterapeuten er glad for cyklen, men for at få flere i gang med at bruge den skal han finde noget, der kan spænde fødderne fast til pedalerne.

- Det med at mærke, at man er i gang og bruger musklerne, er en sensorisk oplevelse i sig selv, som vi alle sammen godt kan lide. Den er også endorfinudløsende, så ligeså snart vi bruger musklerne, får vi udløst de gode endorfiner.

At cykle i forskelligt vejr giver den hjerneskadede mulighed for at sanse vind, varme og kulde.

I efterårskulden kan det lykkes at få varmen for både fysioterapeut og beboer, når de to cykler en tur sammen på parallelcyklen. (Foto: Johanna Maj Varming © (c) DR)

Men cykelturen giver også noget på det følelsesmæssige plan:

- Det at sidde side-by-side - man har ligesom samme udgangspunkt, og ens kasketter er også ændret lidt. Man har samme udgangspunkt, samme udsyn og man taler mere ligeværdigt, end man ellers ville gøre, siger Rasmus Enemark.

Cyklen er lånt til Neuropædagogisk Center af forskellige NGO’ere (non-governmental organisation) i Næstved.

Facebook
Twitter